Endnu hårdere straffe til bilister der kører vanvittigt

13. februar 2020, 12.25

BLØDSØDENT Kriminaliteten har desværre på særlige områder overhalet vores vildeste fantasi. Det er nok derfor, at lovgivningen ikke altid har fulgt med.

I disse dage er det vanvidsbilister, som er i fokus, hvilket også er på tide.

Regeringens udspil til at stramme loven vedrørende vanvidskørsel er alt for blødsøden. Det er som om, man ikke vil have »svesken på disken«, og tage det endelige opgør med de bilister, som kører vanvittigt. Hvorfor får vi ikke offentliggjort en statistik over lovovertrædernes profil. Og ud fra dette kan man udlede, hvor det har den største gavnlige effekt på lovbryderne.

Det er tilsyneladende ikke nok blot at fradømme kørekort, konfiskering af køretøjet og få dages fængsel. Da slet ikke set i bakspejlet, ud fra at man får rabat i forbindelse med jo flere overtrædelser, og jo længere tid der går, jo mindre straf får man for den enkelte lovovertrædelse.

Såfremt der er tale om personer uden dansk statsborgerskab, skal der ske straks udvisning uden omsvøb, samt naturligvis de tiltag som er i støbeskeen. For min skyld behøver de ikke at blive sat i dansk fængsel, blot udvises.