Onlinedebatten er blevet en demokratisk udfordring

26. september 2020, 08.00

Foto: Jakob Stigsen Andersen

DEBATNIVEAUET Det er nemmere at skrive, end det er at sige. Sådan vil jeg kort opsummere, hvordan mange debatterer på de sociale medier.

Som politisk aktiv - og byrådskandidat af to omgange - er det helt naturligt for mig at kommunikere og debattere med folk på de sociale medier. Eller rettere; det var det engang.

Facebook, Instagram mv. kan være glimrende platforme til at kommunikere sit politiske arbejde gennem, men hjemstedet for den gode og sobre debat bliver det desværre ikke.

Det er efterhånden en velkendt sag, at særligt kvinder og minoriteter kan få mange hårde ord med på vejen. Sexismen, homofobien og racismen trives desværre i bedste velgående - hjemme bag computerskærmen.

... men der hvor det for alvor bliver et problem, er når umiddelbart fornuftige, velfungerende mennesker bruger de sociale medier som et afbræk fra deres normale hverdag - som en skraldespand for eder og ukvemsord

Johan Brødsgaard

Jeg har nok indset, at der altid vil være en gruppe af frustrerede mennesker, som vil kommunikere deres vrede - råt for usødet - ud gennem Facebook. Det lever vi nok med, men der hvor det for alvor bliver et problem, er når umiddelbart fornuftige, velfungerende mennesker bruger de sociale medier som et afbræk fra deres normale hverdag - som en skraldespand for eder og ukvemsord.

Da vi, i Radikale Venstre, for få uger siden annoncerede på Facebook, at vi ville stå klar til en snak på Silkeborg Torv, så væltede det ind med negative kommentarer - og trusler om æg og rådne tomater med videre. Ingen af de mange »skribenter« dukkede dog op, men det var ikke blot folk bag hemmelige profiler der skrev, nej det var bl.a. folk fra det lokale erhvervsliv, som skrev disse ting. Mon man nogensinde ville tale sådan til en kunde, der ville købe en ny bil - selv en radikal - næppe!

Og efter ti år i aktiv politik, så er jeg blevet nærmest ligeglad med den slags kommentar og debatten online - og det ærgrer mig faktisk. For jeg ville gerne diskutere vores lokale politik med folk på Facebook, men jeg er stoppet. For ofte giver det ikke mening.

Hvis man prøver at forklare en politisk beslutning, som nogen er uenige i, så giver det i ni af ti tilfælde negativ feedback. Uenighed er fint, men når man hverken vil, eller kan, lytte til modparten, så bliver det ikke en de- bat.

Tiden i politik hærder nok en. For da jeg, som yngre byrådsmedlem, læste de første negative kommentarer eller mails med mit navn indblandet, så hamrede mit hjerte. Nu er det blot en naturlig del af mit politiske arbejde.

I den verserende konflikt omkring valg af Folketingstingkandidat i Venstre Silkeborg har jeg læst unødigt negative kommentarer om tre byrådskollegaer, og ligeledes den lokale kredsformand, Nikolaj Møller Jensen, som jeg kender som et ordentligt, ungt politisk talent.

Og uanset om nogen måtte have gjort noget forkert på valgmødet i Venstre eller ej, så har ingen fortjent den medfart, som Nikolaj har fået. For resultatet blev, at Nikolaj har trukket sig fra politik, indtil videre, på opfordring fra sin læge - fordi han dag ud og ind skulle læse beskyldninger rettet mod ham på sociale medier og i den lokale avis. Ikke bare fra Facebooks vrede og afgrundsdybe »kommentatorsegment«, men fra adskillige lokale V-medlemmer, med mange års erfaring, som ikke tog hånd om deres 22-årige kollega.

At der lokalpolitisk skydes skarpt mellem politikere i den lokale avis eller i byrådssalen er fair og en del af »gamet«, men at opleve kollegaer, såvel som byrådskandidater, angribe til højre og venstre forbedrer hverken samarbejdsklima eller mindsker politikerleden. Man kan sagtens føre valgkamp, uden at fortælle om andres dispositioner, politik og generelle gøren og laden.

Jeg har ikke løsningen på problemet, men så længe at onlinedebatten kører som den gør, så er det et demokratisk problem. De politisk erfarne skal nok holde den ud, med den dertilhørende apati, som der kan medfølge - men det er ikke just befordrende for at skabe større tilslutning til demokratiet, partierne og de mange valg, som foregår - og med færre og færre folk, der har lyst til at stille op. Jeg tror, at den meget negative debat har en afskrækkende effekt på potentielle kandidater og politisk aktive, og det, det er en demokratisk udfordring, som vi må og skal løse.