Så gælder det den firbenede stjerne: Busbjerg holder hunde-audition

Talentfulde vovser og deres ejere skal være klar på lørdag

28. januar 2020, 13.16

Da »Annie« blev opført første gang i 2010, spillede denne venlige golden retriever rollen som Sandy. Foto: Torben Larsen

ULSTRUP De tobenede roller er ved at være besat i sommerens Busbjerg-opsætning - musicalen »Annie«. Bortset fra at der jo stadig mangler en lille håndfuld mandlige aktører.

På lørdag 1. februar kommer det til besættelse af en vigtig firbenet rolle - som den herreløse hund, »Sandy«, der slår følge med forældreløse Annie. Det sker med en audition for hunde, der foregår i Hjermind Skole.

Da »Annie« blev spillet første gang for 10 år siden, blev Sandy spillet af en venlig, velopdragen golden retriever. Den havde ingen problemer med at spille foran et publikum på 1000 mennesker - og den blev oppe på scenen ved hver eneste forestilling, på nær den ene, hvor forestillingen blev optaget på video. Netop den dag ville den lige en tur ned blandt publikum, fortæller instruktøren Michael Pedersen med et smil.

Så en golden retriever kunne sagtens få chancen igen. Men det kunne også være en anden, rolig og velopdraget hund af pænt stor størrelse. Den skal jo ogs¨kunne ses oppe fra de bagerste rækker.

Rosa Kamstrup Søndergaard, der spiller Annie, har selv en dejlig hund, men det er en labradoodle - en blanding af en labrador og en puddel og den er lidt for lille til rollen.

På lørdag holder Bushøj Spillene også frivilligdag, hvor formændene for de forskellige arbejdsopgaver, der indgår, fortæller om de enkelte områder: Fra scenebyggere og malere til kostumesyersker, sminkøser og påklædere, sorte mænd til sceneskift, kagebagere, parkeringsvagter og en del andre. Det foregår i gymnastiksalen på Hjermind Skole. sinn