Fiskeriminister lemper kamerakrav på kuttere i Kattegat

Danske trawlere, som fanger jomfruhummere i Kattegat, skal sejle med videoovervågning. Men kontrol mindskes.

Udgivet:25. maj 2022, 14.53

Læsetid:2 minutter

Nogle fiskere har været bekymret over overvågning af overfiskeri på bådene, men kameraerne skal kun filme fisk og skaldyr.

/ Ritzau /

KØBENHAVN Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) svømmer nu i stedet med strømmen og vil gøre kontrol af kameraovervågning af fiskekuttere mindre fintmasket. Kameraerne skal sikre, at torsk ikke bliver overfisket.

Han imødekommer fiskerne og lemper reglerne for fiskekuttere, der fisker jomfruhummere i Kattegat. Blandt andet vil han halvere stikprøvekontrollen af kameraoptagelser af kutterne.

- Der er blæst om det danske fiskeri. Det er et presset erhverv, og derfor har jeg den seneste tid været på en række besøg hos fiskerne for at høre på deres bekymringer, forslag og idéer.

- Derfor har jeg nu besluttet at komme med ti indrømmelser for at imødekomme fiskeriets ønsker uden at gå på kompromis med projektets grønne sigte og torskens overlevelse, siger han i en pressemeddelelse.

Mange fiskere er vrede over, at der skal kameraovervåges på kutterne for at gøre bifangsten af torsk mindre. Det skal redde bestanden, som siden slutningen af halvfemserne er faldet med cirka 90 procent i kattegat ifølge ministeriet.

Derfor sænkes stikprøvekontrollen fra ti til fem procent, og der indføres en bagatelgrænse for, hvornår overtrædelser af eksempelvis mindre uheld skal sanktioneres. I alt er der ti imødekommelser fra ministeren.

Fiskerne slipper også som udgangspunkt for en kontrol af lasten, hvor fangsten gennemgås og sorteres.

Rasmus Prehn har besluttet at gøre kameraovervågningen obligatorisk. Så kan fiskerikontrollen se, om der kommer torsk med i jomfruhummernettet.

Nogle fiskere har været bekymret over overvågning af overfiskeri på bådene, men kameraerne skal kun filme fisk og skaldyr.

Hvis der ikke er kameraer på kutterne, lukker EU-Kommissionen torskekvoten ifølge ministeren. I 2020 blev der fanget og smidt 44 tons torsk overbord.

Siden 2020 har man haft en forsøgsordning med kameraer på 12 af de omkring 100 kuttere, som fisker efter jomfruhummere i Kattegat.

Tal fra forsøget peger på, at færre fisk bliver smidt ud, når der er kameraer sat op.

I løbet af 2022 monterer Fiskeristyrelsen kameraer på cirka 80 fiskefartøjer, der fisker jomfruhummere i Kattegat.

/ritzau/