Midtjyske Meninger: Følgesvenden

12. januar 2022, 12.10

Foto: Martin Ballund

Der er langt til foråret og friheden på sådan en grå januardag. Der er 3 grader udenfor, luftfugtigheden er 92% på min vejrstation, så det føles som 0 grader (jeg har vist for god tid). Biografer, teatre og museer er lukkede. Min kære hustru er i gang med vinterdepressionen, der starter i november, holder pause i december, men vender stærkt tilbage i januar. Coronatallene flagrer op og ned og antal smittede danskere rundede én million. Det kan samlet set ikke være en tilfældighed at himlen er grå på sådan dag - inden den bliver sort nogle minutter efter 16. Suk.

Vi har fået en usikkerhed, vi ikke havde før - vi har fået en følgesvend, vi ikke ønskede. Det er den følgesvend, der gør, at du ikke tør være helt sikker på, at du kommer af sted på den ferie, du har bestilt

Martin Søland Klausen

Men ikke mere piv og jammer herfra ud over en filosoferen over hvor meget frihed faktisk betyder. Det er både personlig frihed til at kunne gøre meget af det, man vil, men også den mentale frihed til at gå at glædes ved ting, der kommer.

De konstante nedlukninger og uvisheden om dem har flyttet vores mindset om fremtiden. Vi har fået en usikkerhed, vi ikke havde før - vi har fået en følgesvend, vi ikke ønskede. Det er den følgesvend, der gør, at du ikke tør være helt sikker på, at du kommer af sted på den ferie, du har bestilt. Det er også den følgesvend, der gør at en almindelig forkølelse ikke er, hvad den har været - indtil du har fået bekræftet, at det var den.

Følgesvenden vandrer også ind mellem os. Ind i relationerne, for hvad er det at være et ansvarligt medmenneske? For snart to år siden var det først og fremmest at opføre sig ordenligt. Det er ikke tilstrækkeligt mere - eller rettere: vi er kommet i tvivl om, hvad det er at opføre sig ordentligt. Kig bare på kommentarsporet på Facebook, når der tales om corona. Det er nærmest en fast regel, at efter fire kommentarer er der nogen, der skælder ud over at de andre (som typisk benævnes »folk«) ikke opfører sig ordentligt. Eller også fremføres en som regel udokumenteret påstand om, at myndigheder, politikere - fra Søren Brostrøm over Mette Frederiksen til Bill Gates (!) - kun er ude på at tage friheden fra os. Og vi andre har ikke en gang fået øje på det.

Der ligger en drøm om frihed bag ved alle udsagnene - vi er bare uenige om, hvordan den opnås. Er det friheden til at gøre, hvad man har lyst til? Eller er det friheden, der opnås gennem at leve op til ansvaret over for andre - samtidigt? For nu at stille det lidt på spidsen.

Valgfrihed er derimod ikke frihed i sig selv. Vi er for tiden optaget af at ældreplejen skal sættes fri. Fri for dokumentation og fri for stive regler om et bad om ugen eller hvad det nu er. Det er og lyder jo alt sammen godt, men valgfrihed alene skaber ulighed - de knap så resursestærke ældre vil blive tabere i det spil. Der er nødt til at være regler og ansvar, når der er situationer, hvor nogen kan bestemme over andre.

Ellers er friheden blevet en grum følgesvend.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.

Indlæser debat