En udsigtsetage i Fredensgård

26. februar 2020, 12.23

UDSIGT Åbent brev til Silkeborg Byråd og byrådets partier.

At Fredensgård-projektet bliver gennemført, under en eller anden form, er jeg ikke i tvivl om. Hvor meget eller hvor lidt, må vi se.

Der er et punkt, som jeg inderligt vil opfordre byrådet og de enkelte partier til nøje at overveje, inden I beslutter hvilke betingelser, byggetilladelsen skal indeholde.

Det rekordstore antal høringssvar viser både interesse, bekymring og begejstring.

Kan vi ikke bruge denne energi, til at sætte en betingelse i byggetilladelsen? Giv byen en gave!!

Det er, at der skal være gratis offentlig adgang til en UDSIGTSETAGE.

Hvis I kræver en udsigtsetage, vil vi kunne samles og nyde udsigten, der vil blive helt unik at opleve igen og igen. Det vil fremhæve et stort område af vores outdoor hovedstad, og vi kan opleve skiftende årstider.

Vi, som ganske almindelige borgere, vil kunne få glæde af noget - som mange finder provokerende og dramatisk for byen. Vi vil kunne tilbyde turister endnu en attraktion, der understreger oplevelsen af vores fantastiske natur med sø, vand, skov og vores by.

Naturligvis koster en udsigtsetage - og hvis det koster en eller to ekstra etager, vil det absolut være højden værd.

I kan søge samling og udvikling. Valget er jeres.

Giv nu mulighed for flere oplevelser.

Tak!