Sådan vil danse-Sarah scores

1. december 2019, 10.32

Pas på med scorereplikkerne, hvis det er Sarah Grünewald, de siges til, for hun er ikke nem at score - siger hun selv. foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Sarah Grünewald, 35, værtinde på »Vild med dans«, afslører i Se og Hør, at hun er ret bøvlet at score.

Og emnet er jo lidt aktuelt, eftersom hun er single.

- Det er svært. Især for mænd. Især fordi jeg er en stodder selv. Jeg er meget svær at score, siger Sarah i Se og Hør:

- Alt, hvad der er rosenrødt og replikker som: »Der må mangle en engel et sted, for du står lige der«, det skal man ikke komme med. Jeg tror måske, man skal lade være med at prøve at score mig. Man kan komme løbende forbi mig nogle gange og se, om den går. Det der med at komme hen og tage fat i mig, det duer ikke.

Turboweekend-sanger Silas Bjerregaard og hans hustru, tidligere danser og nuværende mediepersonlighed Cecilie Lassen, sælger det hus i Udkantsdanmark, som de købte for kun et år siden.

Boliga.dk fortæller, at parret har sat deres hus i Helsingør til salg. De købte den godt 200 kvadratmeter store villa for 3,5 millioner kroner sidste år. Nu er prisen 4,6 millioner kroner.

- Vi har været superglade for at bo i Helsingør, men har brug for at være tættere på arbejde i København for at få hverdagen som småbørnsfamilie til at hænge sammen, skriver Silas Bjerregaard og Cecilie Lassen i en fælles besked.

Google Maps viser, at afstanden fra Udkantshelsingør til Rådhuspladsen i København er 44,5 kilometer.

X Factor-vinderen fra 2011, Sarah Skaalum, er blevet far.

Det fortæller Ekstra Bladet. Sarah har nemlig for nogle år siden skiftet køn - og samtidig navn til Noah - og er i dag gift med Sika, der er en kvinde.

Noah fortæller på Instagram, at sønnen Elion Oscar Skaalum er kommet til verden, og at det er den smukkeste dreng, han nogensinde har set.

Sika har været i fertilitetsbehandling i fire år for at få barnet.

- Jeg elsker dig af hele mit skræmte, men lykkelige hjerte, skriver Noah til sin søn.

Der var sikkert rigtig mange, der så Aftenshowet på DR forleden, hvor fraskilte Bubber sad sammen med blandt andre Oliver Bjerrehuus, der jo lader til at have lige så meget finfølelse som Trump på Twitter.

Bubber fortæller om sin skilsmisse. Oliver spørger, om hende den ny - Signe Rossing - ikke er yngre, og sender Bubber sine knuckles som tegn på respekt. Bubber gør det samme, men kan bagefter godt se, at det var lidt tumpet og upassende.

- Jeg er ikke herre over det, der sker. Og jeg synes faktisk, det er enormt upassende. Det gik slet ikke op for mig, hvad det er, der sker, før det faktisk er sket. Oliver rækker ud for at give knuckles, og så reagerer jeg på refleks og gav ham den tilbage, men set i bakspejlet burde jeg selvfølgelig ikke have givet den, siger Bubber i Ekstra Bladet.

Bubbers barnepige-kæreste, Signe Rossing, 41, er naturligt nok i fokus i denne uge i Se og Hør, der har besøgt hende i hendes børnetøjs- og skoforretning i Charlottenlund.

- Jeg har det fint, er hendes kommentar til tilværelsen.

Hun er parat til at få barn nummer fire med Bubber, 54, selvom Bubber mest af alt ligner en lille bange mus, der er kravlet ned i sit hul for at blive der og vente, til det hele går over.

- Vi ved ikke selv endnu, hvad vi er, siger Bubber om sit og Signes forhold:

- Det må fremtiden vise.

Til foråret viser fremtiden i hvert fald, at Bubber skal være far. Det er der ikke så meget tvivl om.

Janni Ree, 49, er så glad, så glad for sin nye bagdel. For et par uger siden fik hun pumpet 580 millimeter af sit eget fedt fra maven ind i bagdelen. Og nu er bagdelen igen en fyldig en af slagsen.

Det kan man se på et foto i Se og Hør.

- Jeg rammer jo 50 næste år - og uanset hvor meget du træner, skal der altså lidt mere til for at fylde i ballerne, siger Janni.

- Man kan jo aldrig vide, hvor meget af det, der farer ud. Man mister 10-40 procent.

Janni skal dog ikke have fyldt på igen, hvis bagdelen bliver lidt fladere. Det siger hun i hvert fald lige nu.

Midtjyske Alphabeat er sammen igen efter seks års pause. Og pausen var ret nødvendig, kan man høre i DR3’s dokumentar om bandet. For forsangerne Stine Bramsen og Anders Bønløkke havde nogle ret heftige konflikter kørende.

- Stine og jeg endte bare med at provokere hinanden. Det blev også sådan lidt en personlig ting. Der kan være god energi i, at man er forskellige, men det blev bare til noget negativt, fortæller Anders.

Han var ikke med, da Stine blev gift.

- Det sidder i mig, og det vil det altid gøre. Jeg ved jo godt, at man ikke bare kan glemme fortiden, og jeg tror bestemt heller ikke, at han har glemt det, siger Stine.

Skulle nogen have tænkt over, hvad prins Nikolai og prins Felix gør nu, hvor deres papa er i Paris? Og hvor søren skal de to drenge så holde jul? Så bare rolig: Der er styr på det, kan Se og Hør berolige.

Grevinde Alexandras privatsekretær meddeler nemlig, at grevinden i år holder jul i Danmark sammen med prinserne.

Alexandra holder ofte jul i udlandet, blandt andet hos sin søster i London.

Far Jokke og fru Marie er for resten også i Danmark for at holde jul sammen med dronningen på Marselisborg sammen med Pingo og Mary. Og så er alt jo godt.