Ja tak til cykelsti frem til kommunegrænsen

21. november 2020, 08.00

TRAFIKSIKKERHED Det er nu offentligt, at Skanderborg Kommune vil etablere en cykelsti langs Rodelundvej frem til Tønningsletvej og at Silkeborg Kommune ligeledes vil etablere en cykelsti langs den samme vej, Ryvej, frem til Salten Skov.

Det er vel nok dejligt og en nødvendighed for os cyklister - og også for bilisterne - at de to kommuner vil etablere cykelsti langs Ryvej/Rodelundvej.

Men jeg bliver meget bekymret over at konstatere, at begge kommuner tilsyneladende ikke har tænkt sig ikke at føre cykelstien frem til kommunegrænsen, som ligger cirka midtvejs mellem Salten Skov og Tønningsletvej.

Kan det virkelig passe, at der fremover skal være ca. 2 km på Ryvej/Rodelundvej, hvor der ikke bliver cykelsti. Det kan blive en meget farlig lille strækning, idet bilisterne jo har indstillet sig på, at der ikke er cyklister på den vej. Og der kan sandsynligvis forventes en stigning i antallet af cyklister.

Jeg vil kraftigt anbefale både Skanderborg Kommune og Silkeborg Kommune at føre cykelstien langs Ryvej/Rodelundvej frem til kommunegrænsen, således at ulykkestallet for cyklister ikke stiger. Der er i forvejen en grim statistik på landsbasis med stigning i alvorlige færdselsuheld for cyklister.