Rørarbejde: Fjernvarmen lukker i en periode i det vestlige Silkeborg

Den vestlige del af Silkeborg må undvære varmt vand og fjernvarme i 12 timer

31. august 2020, 13.29

FUNDER Onsdag den 2. september fra klokken 07.00 til klokken 19.00 lukkes der for varmen i den vestlige del af Silkeborg samt i Funder og Funder Kirkeby

Silkeborg Forsyning oplyser, at man skal i gang med et rør- og svejsearbejde for at udbygge fjernvarmen til de berørte områder.

Det drejer sig primært om Hvinningdal, Buskelund, Balle By og Balle Kirkeby samt Funder og Funder Kirkeby.

Silkeborg Forsyning arbejder i disse år med at udvide og forbedre sit dækningsområde. Det sker blandt andet ved indførelsen af nye rør, som leder varmen bedre ud til kunderne. Det betyder i sidste ende også en lavere CO2-udledning.