Buffon var klar til at vente endnu længere på Serie A-rekord

For den legendariske målmand Gianluigi Buffon er jagten på mesterskabet vigtigere end kamprekorden i Serie A.

5. juli 2020, 04.42

Juventus' legendariske målmand Gianluigi Buffon varmer her op inden sin rekordkamp mod Torino 4. juli.

TORINO Titler og kærligheden til spillet kommer først for rekordholderen Gianluigi Buffon.

Det slog den 42-årige veteranmålmand fast, efter at han lørdag hjalp Juventus et skridt tættere på mesterskabet med en 4-1-sejr over lokalrivalerne fra Torino og selv tog rekorden for flest spillede kampe i Italiens bedste fodboldrække.

- Det har ikke været noget problem at vente på rekorden. Jeg var klar til at vente endnu længere, fordi det her er et vigtigt tidspunkt i sæsonen, siger målmanden på et pressemøde efter kampen ifølge Juventus' hjemmeside.

Opgøret var Buffons 648. kamp i Serie A.

- Min eneste anspændthed i dag handlede om titelkampen. Vigtigheden af det, der var på spil i dag, kom før min personlige rekord.

Den legendariske målmand kan se tilbage på en karriere med blandt andet en VM-titel og en stribe af Serie A-titler. Den startede helt tilbage i 1995 i fodboldklubben Parma.

I 2001 skiftede han til sin nuværende klub, Juventus, i en handel, der på daværende tidspunkt gjorde ham til den dyreste målmand nogensinde.

I denne sæson har han for det meste siddet på bænken, efter at polske Wojciech Szczesny har overtaget pladsen som førstevalg i Juventus målet.

Alligevel har Buffon netop forlænget sin kontrakt med klubben endnu et år.

- Min primære motivation for at fortsætte med at spille er, at jeg har det fint, og at jeg stadig kan spille på et godt niveau, siger Buffon og tilføjer:

- Og hvis du stadig er entusiastisk, så er det det rigtige at fortsætte.

Gianluigi Buffon overtager rekorden for flest spillede kampe i Serie A fra landsmanden Paolo Maldini, der spillede 647 kampe for AC Milan.

/ritzau/