Midtjyske Meninger: Pilen peger på ...?

Udgivet:12. november 2021, 11.29

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Charlotte Rune Nissen Silkeborg

»Så kan I godt finde værdikompasset frem«, sagde underviseren på et kursus år tilbage. Jeg begyndte straks febrilsk at rode i min taske, for vi havde fået SÅ mange fine mapper, slides, papirer, merchandise, at jeg tænkte, at værdikompasset da måtte være at finde blandt alt dette.

Men der var det ikke! Og da jeg kiggede op fra taskens dyb, opdagede jeg til min store undren, at alle andre sad og så meget eftertænksomme ud mens de skrev af hjertens lyst på et ganske almindeligt stykke papir med en blyant.

For der skal ikke mere til. Et stykke papir, en blyant og nogle tanker om hvordan hvorfor og hvordan man synes, der skal prioriteres i livet.

Måske er det dét vi kan gøre inden tirsdag. Finde værdikompasset frem og tænke store tanker om Silkeborg og byens fremtid. Tage til et vælgermøde eller to. Gå på Torvet i weekenden og få en snak med de kandidater, som stiller sig til rådighed her.

Vær nysgerrig på alle de helte og heltinder, der i disse dage hænger rundt om på de mange plakater, dem som dumper ind gennem brevsprækken med foldere. De helte og heltinder, der lægger hovedet på blokken, der stiller op på gader og stræder ved møder og forsamlinger for at fortælle om deres visioner og tanker for og om Silkeborg i den næste valgperiode for byens råd.

De, der om nogen har sat pilen på deres kompas og valgt at dele med alle os andre.

De, der er klar til at diskutere og kæmpe for de værdier og visioner, de finder vigtigst for byens folk.

Jeg letter på hatten for dem alle. Uanset om mit værdikompas peger i samme retning som deres eller ej. Uanfægtet om jeg har sammen politik, samme holdninger, visioner og ideer til et bedre og mere velfungerende Silkeborg, så er jeg fuld af respekt og beundring for deres indsats hver og én.

Vi ved nok alle, at der efter valget følger et rivegilde om magten og midlerne til at indfri alle disse løfter, som bliver luftet disse dage.

Og nej, politik foregår ikke altid i den reneste stue, men der bliver kæmpet for holdninger og løfter. Der bliver slugt kameler og indgået bitre kompromisser, som kan smages lang tid efter et kommunalvalg.

Alligevel stiller de op, fordi de vil, at Silkeborg skal være et godt sted for ældre såvel som børn, unge og alle derimellem.

Så inden tirsdag skal du finde dit værdikompas frem og stemme på dem eller den din pil peger i retning af.

Det er hverken fint eller flot eller dyrt, men det er vigtig og nødvendigt.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.