Far og søn driver kontor-fællesskab på Vestergade

Kontorfællesskab i den centrale del af Silkeborg blev skabt i 2020. Sønnen kom hjem til Silkeborg fra Amager, mens faderen skiftede fra Jyske Bank efter 42 år som ansat

Udgivet:11. oktober 2022, 09.00

Læsetid:5 minutter

Finn Herlev, til venstre, og sønnen Jonas Herlev driver kontorfællesskabet Floor1 i Silkeborg. Finn Herlev var 42 år i Jyske Bank og gik på pension for to et halvt år siden.

Jakob Munk Schmidt
Journalist

8 måneder siden

I efteråret 2020 åbnede kontorfællesskabet Floor1 på Vestergade i Silkeborg. Det er overfor Norups Plads ved gågadens vestlige ende, og her oppe under loftet på førstesalen i nummer 41 byder Jonas Herlev velkommen.

Floor1, der udtales med engelsk »one« i enden, drives af Jonas Herlev og faderen Finn Herlev.

For to et halvt år siden gik sidstnævnte på pension efter 42 år i Jyske Bank.

33-årige Jonas Herlev selv har virksomheden Din Camp, og derudover er syv andre lejere tilknyttet Floor1 p.t. - det vil sige fuldt hus.

- Et eller andet sted er vi en broget flok. Men det synes vi bare er fedt. Vi er både nogle unge og nogle mere - nu skal jeg passe på, hvad jeg siger - erfarne folk, smiler Jonas Herlev.

- Det startede som er hyggeligt projekt, som min far og jeg skulle have sammen, og heldigvis har det vist sig, at nogle søde mennesker gerne vil sidde her også, og det gør bare det hele meget mere hyggeligt, siger Jonas Herlev.

Som lejer forpligter man sig ikke til noget i forhold til det sociale.

Den del tager udlejeren afslappet på.

- Man er ikke tvunget til noget. Men heldigvis er vi en flok, som hygger sig med at snakke sammen. Én dag kan her sagtens være helt stille, fordi folk arbejder koncentreret. Morgenen efter er det måske anderledes. Så får vi snakket ud om den seneste fodboldkamp eller vendt, hvad der skal ske i weekenden. Engang imellem har vi taget en fyraftensøl, fortæller Jonas Herlev.

- Det er nogle søde mennesker, som er hyggelige at snakke med, fastslår han.

Silkeborg-student i 2008

Jonas Herlev voksede op i Hvinningdal og blev i 2008 student fra Silkeborg Gymnasium - dengang Silkeborg Amtsgymnasium.

- Vi var den første årgang på gymnasiet, som fik karakterer efter »den nye« 12-skala.

Jonas Herlev læste på Aalborg Universitet, hvorfra han er kandidat i folkesundhed og har en bachelor i idræt.

- Mens jeg læste på universitet, blev jeg ansat som sommerinstruktør i firmaet Sportscamp. Fra 2015 var jeg ansat på fuld tid efter at have været sommerinstruktør i fem sæsoner. Det betyder, at jeg selv har masser af praktisk erfaring med camps.

- Det startede som er hyggeligt projekt, som min far og jeg skulle have sammen, og heldigvis har det vist sig, at nogle søde mennesker gerne vil sidde her også, og det gør bare det hele meget mere hyggeligt, siger Jonas Herlev.

Camps i hele landet

Fra Aalborg rykkede han til København, hvor Jonas Herlev for fire år siden blev selvstændig med Din Camp ApS.

I dag driver han virksomheden med sine to kompagnoner i hovedstaden, og det fungerer uden problemer at være sammen om det på afstand - med daglige onlinemøder Silkeborg-København.

Fra 2020, hvor Jonas Herlev flyttede retur til Silkeborg med sin familie - tættere på bedsteforældrene - har Din Camp haft adresse på Vestergade 41.

- Siden 2018 har jeg haft firmaet, hvor vi arrangerer feriecamps for børn og unge samt familiecamps. Camps’ene foregår rundt omkring i hele landet, fortæller Jonas Herlev.

Op til flytningen af Din Camp fra Amager til Silkeborg lurede Jonas på forskellige erhvervslejemål i byen.

- Da stedet her dukkede op, ringede jeg til min far. Jeg spurgte, om han ville en tur med herop for at kigge på det. Så ramte corona, og her kiggede min far og jeg lige engang på hinanden. Troede vi stadigvæk på projektet? Og det gjorde vi heldigvis, for det er jo gået godt, siger Jonas Herlev.

Højsæsonen i Din Camp er sommerperioden.

- Alle vores camps har udgangspunkt i fysisk aktivitet. Den helt enkle forklaring er, at vi er et indenrigs rejsebureau. Vi lejer os ind på forskellige efterskoler, hvoraf mange står tomme i sommerferieperioden, og så håber vi, at nogle vil sende deres børn af sted på en camp eller holde familieferie på camp, forklarer Jonas Herlev.

- Det er tæske sjovt at være med til. Venskaber bliver skabt, og det er ikke kun blandt camp-deltagerne men også i instruktørgruppen. Vi har et ret stærkt netværk af instruktører, fastslår Jonas Herlev.

Jonas Herlev voksede op i Hvinnindal, og i dag bor manden bag Din Camp ApS i Sydbyen med sin familie.

Hvad med Brews’n’Bongo?

Sammenlagt 12-13 år i Aalborg og København gik der, inden Jonas Herlev vendte hjem til Silkeborg.

- Jeg nød at være væk fra Silkeborg, men i dag er det guld at have en far, som hjælper med at hente vores søn i børnehaven og som er med til at drive kontorfællesskabet, siger han

- Jeg har været glad for at komme tilbage til Silkeborg. Med et par børn får man pludselig er lidt andet syn på livet. Andre ting betyder noget, og jeg kan ikke længere følge med i, hvad gode gamle Brew’n’Bongo på Nygade hedder i dag.

Læs også
Bjarne Pedersen skiftede efter 34 år i Jyske Bank: Boligstarter hjælper køberne godt på vej Bjarne Pedersen skiftede efter 34 år i Jyske Bank: Boligstarter hjælper køberne godt på vej
Læs også
Bjarne Pedersen skiftede efter 34 år i Jyske Bank: Boligstarter hjælper køberne godt på vej

Jonas Herlevs kæreste voksede op på Fyn.

Hun er begejstret for Silkeborg.

- Og for mit eget vedkommende har det lidt været en genopfindelse af Silkeborg, hvor jeg har fået nye øjne på byen.

- Jeg er jo opvokset i vores smukke omgivelser men uden at tænke så meget over, hvor smukt et sted, det er. Min kæreste er fra Middelfart, og hun er meget et out-door-menneske, og nogle gange, når vi går tur, taler hun om, hvor smukt det er. Jeg har aldrig tænkt så meget over det, og det er nok fordi, jeg er opvokset her - eller også er det bare fordi, at jeg er blevet ældre, smiler Jonas Herlev.

- Jeg har fået nye øjne på Silkeborg. Det er fedt.