DET ER DIT VALG - KV21

Andre boller på suppen i Silkeborg

13. november 2021, 08.00

BYUDVIKLING Vi er mange borgere, der ser frem til, at Silkeborgs nye byråd træder i karakter fra årsskiftet. Det sker i håbet om, at nogle af de nyopstillede kandidater til kommunalvalget på tirsdag bliver valgt.

Netop disse kandidater har for de flestes vedkommende et ganske andet syn på, hvordan den fremtidige boligudvikling i vor by og kommune skal være. På et møde med foreningen Skøn på Silkeborg har en del af kandidaterne netop givet udtryk for deres uenighed med den førte byggepolitik omkring højde, tæthed og arkitektur, ikke mindst det projekterede højhus i Fredensgade på 20 etager.

Kandidaterne har en klar holdning til, hvor Silkeborg skal udvikle sig og peget på øget boligbyggeri i oplandsbyerne, naturligvis med respekt for vores naturherligheder.

Flere af kandidaterne ønsker at lokalråd og borgerne i højere grad skal inddrages og høres langt mere om vokseværk, byfortætning og krav til nybyggeri i Silkeborg by.

Det lover godt for den demokratiske proces i fremtiden - for hidtil har byrådet ikke været særligt lydhør overfor synspunkter fra borgere/vælgere.

Derfor befriende hvis der kommer »andre boller på suppen«, når vi træder ind i 2022. Det har Silkeborg, vort skønne område - og ikke mindst skatteborgerne fortjent.

Indlæser debat