Anne Linnet skal skilles efter fem års forhold

Anne Linnet skriver på Instagram, at hun og ægtefællen Kathrine Kjær går hver til sit

Udgivet:29. august 2022, 10.37

Læsetid:1 minut

Kathrine Kjær og Anne Linnet mødtes efter en koncert i 2017. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SKILSMISSE: Anne Linnet og hustruen Kathrine Kjær har besluttet sig for at gå hver til sit.

Det skriver musikeren og sangeren i en story på Instagram:

- Kathrine og jeg har haft fem fine og fantastiske år sammen, men vi har i et stykke tid været enige om at gå hver til sit.

- Vi nærer fortsat stor omsorg for hinanden, og vi vil også fremover være en del af hinandens liv, står der i det fælles opslag.

Anne Linnet og Kathrine Kjær mødtes i september 2017 gennem en fælles bekendt efter en koncert på Det Kongelige Teater, da de var henholdsvis 64 og 26 år.

De indviede offentligheden i forholdet kort tid efter, og to år senere blev de gift i Sankt Pauls Kirke i Nyboder i København.

Anne Linnet har været gift to gange før. Først med Holger Laumann, som hun blev skilt fra i 1985. Og siden med Tessa Franck med hvem hun har børnene Isolde og Nemo. /ritzau/