1 måned siden
PLEJEHJEM Advarsel:
Dette er lidt »tungt« stof, men væsentligt for forståelsen af forholdene i ældreplejen.
Det kommer mig for, at man flere steder bygger på den forudsætning, at plejehjemsbeboerne som udgangspunkt overvejende er i stand til at bevæge sig frit, har et godt syn, husker godt, har overblik og kan orientere sig, kan prioritere, har nemt ved at beslutte sig og kan udtrykke ønsker.
Den forudsætning er ikke til stede. Der er grunde til, at vi beboere er kommet på plejehjem. Prøv engang at se på, hvem der er bevægelseshæmmede, har nedsat syn, nedsat hørelse, svækket hukommelse, ikke kan overskue en situation og har svært ved og mod til at træffe en beslutning. Eller har en kombination af disse handicaps.
Der tillægges ikke sjældent beboere et ansvar, som de ikke er i stand til at bære. Det kan være for tilsyneladende banale ting som postkassetømning og læsning af opslag, så man er orienteret om eksempelvis aktivitetstilbud.
Det må i høj grad være lederens og personalets ansvar ikke blot at rehabilitere, men også at kompensere.
I det fine ord rehabilitering ligger, at man bruger kræfter på at stimulere og træne beboeren i at klare visse ting på egen hånd. Det sker nu vist ikke så ofte, som man reklamerer med. I ordet kompensering ligger, at man simpelthen hjælper beboeren med at overkomme de vanskeligheder, der står i vejen for at leve det højt besungne »værdige og indholdsrige hverdagsliv«. Prioriteres det mon tilstrækkeligt ofte? Tillad mig til slut at citere Søren Kierkegaard:
»At man, når det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.«
Indlæser debat