
Cheftræner får ny aftale i Silkeborg-Voel
Jakob Andreasen skal også træne ligakvinderne i næste sæson. - Vores mål er at være områdets hold, siger formand for Voel-bestyrelsen
Udgivet:31. oktober 2019, 09.00
Læsetid:2 minutter
Jakob Andreasen har været cheftræner i Silkeborg-Voel siden 2006. Dermed er han klart den ligatræner, der har været længst tid i samme stilling. Foto: Martin Ballund
4 år siden
HÅNDBOLD Ligatræneren hos Silkeborg-Voels ligakvinder hedder også i næste sæson Jakob Andreasen. Det står fast efter klubben har forlænget træneren aftale, så den løber frem til sommeren 2021.
Til den tid vil Jakob Andreasen helt usædvanligt i håndboldverdenen have været cheftræner i klubben i 15 år.
- Vi har brugt rigtig meget tid i bestyrelsen og sammen med de ansatte for at slå fast, hvad der er vores strategi, vores unikke ståsted og vores store drøm. Her er Jakob den rigtige mand. Det handler også om hans evne til at implementere vores strategi. Vi vil være langtidsholdbar og en klub med store trivsel, siger Lars Buchreitz, der er formand for Silkeborg-Voel KFUMs professionelle bestyrelse.
Han understreger, at Silkeborg-Voel KFUM vil have lokal forankring som det store unikke præg.
- Vores store drøm er vi skal fylde Jysk Arena, og skal det lykkes, skal vi have lokale spillere og lokale trænere. Det handler også om talentsatsning, og samtidig skal kendskabsgraden til klubben og holdet øges. Det handler om en unik lokal forankring, som skal vores særkende. Vi vil være områdets hold, siger formanden.
I håndboldverdenen anser det fleste det for en umulighed at Voel skilles fra Jakob Andreasen, der har været involveret i klubben på mange planer, men formanden slår fast, at det Jakob Andreasen er træner, fordi han er bedste valg. Og førstevalg.
- Jakob har ikke længere i så høj grad fingrene nede i en stribe beslutninger i klubben. Den professionelle bestyrelse har bedt ham om at fokusere på at være ligatræner på fuld tid. Så han er tættere på holdet og tættere på spillerne, så vi kan udvikle det fede miljø, hvor spillerne trives og har individuelle handlingsplaner. Det handler også om, hvilket udtryk vi vil se i spillernes ansigt - både når vi vinder og taber. Så Jakobs opgaver i foreningen er langt færre end tidligere. Den opgave har han løst forbilledligt, siger Lars Buchreitz, der oplyser, at cheftræneren i Voel får genforhandlet sin kontrakt hvert år i oktober.
Formanden slår fast, at resultaterne ikke er afgørende i den forbindelse.
- Vi forsøger at lade være med at snakke resultater, selvom det lige nu går godt. Det handler om indsatsmål i forhold til kommunikation, udvikling og vores udtryk. Derfor er vi sikre på, at det er Jakob, vi skal have, og han har fuld opbakning fra bestyrelsen, siger formanden.
Han frygter ikke konkurrencen fra byensøvrige store klubber, Silkeborg IF og Bjerringbro-Silkeborg, men han mener, at den Voel-baserede klub har en fordel.
- Fem millioner kroner vil ikke gøre en større forskel for SIFs placering. Fem millioner vil til gengæld gøre os til dansk mester, siger Lars Buchreitz.