
100.000 kr. doneret til gode lokale formål i Silkeborg
Silkeborgs to Lions-klubber gav penge til Husrum og Fru Prip i Vestergade
Udgivet:30. maj 2023, 10.20
Læsetid:1 minut
Det var nogle meget glade modtagere fra Kirkens Korshærs familieafdeling og Husrum Silkeborg. Yderst til venstre afdelingsleder Stine Lyngs med sine medarbejdere og yderst til højre Husrum Silkeborgs frivilligkoordinator Anni Hagelskjær med et par af sine medhælpere. Foto: Robert Thompson
4 måneder siden
DONATIONER: Lions Club Silkeborg og Lions Club Theodora Silkeborg har doneret et stort beløb fra salget af bilnøgler under 2022-regattaen til to humanitære formål i lokalsamfundet.
Det blev til en samlet donation på 100.000 kroner til Husrum Silkeborg og Kirkens Korshærs familieafdeling.
Overrækkelsen af pengene foregik hos Galerie Moderne Silkeborg.
75.000 kroner gik til Husrum, det frivilligdrevne fællesskab for ensomme og psykisk sårbare unge i Silkeborg. Antallet af unge, der føler sig ensomme og afkoblede er stigende. Det oplever netop Husrum, som har etableret en afdeling i Silkeborg for at hjælpe unge fra 16 til 30 år ud af ensomhed. Husrum er en del af non-profit organisationen Jysk Børneforsorg/Fredehjem, der også står bag Gødvad Efterskole.
Fællesskabet Husrum, der har eksisteret i 25 år i Aarhus, etablerede i oktober 2021 en afdeling hos Frivilligcentret i Estrupsgade, Silkeborg. Den første tid i byen har vist et stort behov for at hjælpe denne ud af ensomhed.
Lions-klubberne uddelte desuden 25.000 kroner til Kirkens Korshærs familieafdeling hos Fru Prip på Vestergade 33. Beløbet er øremærket til brugernes børn til anskaffelse/events/udflugter/kontingenter til fritidsaktiviteter/holde fødselsdag for kammerater m.v. Det er udpræget meget sårbare familier og deres børn denne donation tilgodeser.
Præsidenten for Lions Theodora, Karen Memo, og formanden for Lions Club Silkeborgs donationsudvalg, Hans Nielsen, motiverede tildelingerne, der blev modtaget med stor glæde, fordi pengene kan gøre en særdeles nyttig indsats. MTL