Ikast får hul på pointbylden i andet forsøg i ligaen

Efter en skidt premiere kom medaljeaspiranterne fra Ikast i gang med en stor hjemmesejr over Silkeborg-Voel.

Udgivet:05. september 2022, 19.59

Læsetid:1 minut

Sarah Iversen spillede en flot kamp på stregen for Ikast mandag. Hun scorede seks mål på seks forsøg. (Arkivfoto)

/ Ritzau /

IKAST Håndboldkvinderne fra Ikast skuffede i sæsonpremieren ude mod Randers, men da holdet mandag var i hjemlige rammer, kom sæsonens første sejr ind på kontoen.

Silkeborg-Voel var draget de cirka 30 kilometer vestpå til Ikast, men gæstfriheden var ikke stor. Ikast snuppede en sikker sejr på 33-25.

En tiltrængt, overbevisende sejr for sidste sæsons bronzevindere, der overraskende tabte 26-27 til Randers i premiererunden.

Begge hold har nu to point. Gæsterne havde vundet deres første kamp i sæsonen.

Jessica Ryde i Ikast-målet havde en stor andel i, at hjemmeholdet allerede før pausen fik etableret en solid føring.

Med en redningsprocent på næsten 47 holdt hun gæsterne nede på otte scoringer i de første 30 minutter.

Da Ikasts angrebsspil samtidig gav masser af gode skudmuligheder, som blev udnyttet, kunne hjemmeholdet gå til pause foran 14-8.

Det var svært at se en vej tilbage i kampen for Silkeborg-Voel, og den fandt gæsterne da heller ikke, selv om man fik øget træfsikkerheden.

Midtvejs i anden halvleg var Ikast-føringen udbygget til 25-16, og kampen var afgjort.

Ikast-spillerne gik på autopilot, men gæsterne havde ikke noget i værktøjskassen, som kunne bringe nogen form for spænding tilbage i opgøret.

/ritzau/