Tredje runde af bordtennis-VM bliver endestation for Groth

Jonathan Groth måtte se sig slået af 11.-seedede Liam Pitchford ved bordtennis-VM.

26. november 2021, 00.03

Danske Jonathan Groth er ude af VM i bordtennis efter et 2-4-nederlag til brite. (Arkivfoto)

KØBENHAVN Den danske bordtennisspiller Jonathan Groth lagde stærkt fra land, da han i første sæt af VM-opgøret mod 11.-seedede Liam Pitchford vandt med cifrene 13-11.

Briten endte dog med at blive for stor en mundfuld for danskeren, hvorfor tredje runde af turneringen blev endestationen.

Danskeren tabte samlet 4-2 med cifrene 13-11, 11-13, 7-11, 7-11, 11-7 og 9-11.

Groth var selv seedet som nummer 26. Han var altså et pænt stykke fra at være favorit, inden han gik ind til opgøret.

Nederlaget kommer efter to sikre sejre i første og anden runde.

Jonathan Groth var dog - modsat torsdag - favorit i begge foregående opgør mod Lam Siu-hang fra Hongkong og brasilianske Thiago Monteiro.

Mod Siu-hang blev det til en 4-1-sejr, mens Monteiro blev besejret med 4-0.

VM havde også deltagelse af landsmanden Anders Lind, men han røg ud i første runde efter en tæt kamp i syv sæt.

Verdensmesterskaberne i bordtennis bliver i disse dage afviklet i amerikanske Houston.

/ritzau/