Fusion på plads: Brockstedt-Kaalund får nyt navn

Advokatfirmaet fusionerer med Njord Law Firm og bliver Danmarks ottende største advokatfirma. Det betyder nyt navn og farvel til en partner i Aarhus

2. juli 2020, 09.54

Henrik Lyhne er managing partner i Brockstedt-Kaalund. Han fortæller, at den forestående fusion vil fremtidssikre advokatfirmaet.

SILKEBORG Advokatfirmaet Brockstedt-Kaalund fra Silkeborg fusionerer med Njord Law Firm, og bliver dermed Danmarks ottende største advokatfirma.

De to firmaer slår sig sammen under navnet Njord den 1. oktober 2020 og tæller derefter mere end 260 medarbejdere i Danmark og Baltikum.

Sammenlægningen er en markant styrkelse af de to firmaer, og det giver mulighed for i højere grad at udnytte specialer - også internationalt.

-Vi har længe ønsket at blive en større spiller i Midtjylland, og nu skulle vi gerne være der, hvor vi begynder at være et realistisk alternativ til de allerstørste i Danmark. For os er det vigtigt at være i bevægelse og gribe de muligheder, der kan drive vores forretning til eliten af den danske advokatbranche. Fusionen med Njord imødekommer vores ønsker, og det faglige match mellem kompetencer er nærmest perfekt, siger Henrik Lyhne, Managing Partner hos Brockstedt-Kaalund.

Ville være større

Hos Njord Law Firm lægger managing partner ikke skjul på, at det har været vigtigt at blive et større advokatfirma.

- Størrelse er en vigtig faktor i advokatbranchen. Fagligheden forfines, stordriftsfordele holder omkostningerne nede pr. advokattime, og synligheden tiltrækker den dygtigste arbejdskraft. Vi kan drive vores forretning bedre og mere effektivt sammen, siger Lars Lokdam, der ligesom Henrik Lyhne i de næste to år fortsætter som managing partner.

Det fusionerede selskab får 205 ansatte i Danmark og 55 i Baltikum, så der er kontorer i København, Aarhus, Silkeborg, Tallinn, Riga og Vilnius.

- Alene i København vil der være syv tyske advokater ansat. Der sidder også svenske, norske, finske og en islandsk advokat, lyder det fra Henrik Lyhne.

Midt i glæden er der en anelse vemod over, at navnet Brockstedt-Kaalund forsvinder.

- Det er selvfølgelig vemodigt, fordi navnet har en lang historisk baggrund i Silkeborg, men nu bevæger vi os op i markedet og bliver internationale. Her klinger Njord noget bedre end Brockstedt-Kaalund. Njord har 60 procent af omsætningen hos internationale kunder, siger Henrik Lyhne,

Farvel til partner i Aarhus

Fusionsplanerne har fået den umiddelbare konsekvens, at Brockstedt-Kaalund siger farvel til advokat og partner, Johnny H. Madsen, samt hans syv medarbejdere på Aarhus-kontoret. De folk fortsætter dog deres rådgivning i Aarhus-lokalerne og fusionerer med DreistStorgaard Advokater A/S pr. 1. juli 2020.

- Njord fører en sag mod en af Johnny H. Madsens største kunder. Derfor kan han ikke være med i fusionen, men han har ikke villet stille sig i vejen for fusionen, som han også mener, er det rigtige for Brockstedt-Kaalund. Så det er sket i enighed, og det betyder så, at han nu fusionerer med DreistStorgaard, siger Henrik Lyhne.