Silkeborg-Voel kaprer velkendt talentchef

Efter godt to års fravær bliver 43-årige Thomas Høst atter talentchef i Silkeborg-Voel. Han får flere kasketter i klubben

20. december 2019, 13.37

Thomas Høst bor i Hjortshøj med konen Rikke og parrets drenge på fire og otte år. Han er uddannet fysioterapeut og har en bachelor i idræt. Foto: Silkeborg-Voel KFUM

HÅNDBOLD Fra sæsonen 2020/21 bliver Thomas Høst talentchef i Silkeborg-Voel.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at videreudvikle ungdomsmiljøet i Silkeborg-Voel.

- Klubben og jeg har i vores indledende samtaler været enige om en strategi og retning for, hvordan opbygning af det gode talentudviklingsmiljø for U15-, U17- og U19-spillere skal være, siger Thomas Høst.

Det er et velkendt ansigt, der returnerer til klubben, og jobbet som talentchef er ikke ukendt for Thomas Høst, der også varetog posten fra sommeren 2017 og et lille år frem.

Efterfølgende skiftede han til en identisk stilling hos Team Esbjerg, som han forlader efter denne sæson.

Sideløbende med arbejdet som talentchef skal Thomas Høst træne Silkeborg-Voels U17-piger, og han bliver også daglig leder af håndboldakademiet.

Thomas Høst forsætter også med at varetage rollerne som elitekommune- konsulent og områdeleder i talenttræning for piger under Dansk Håndbold Forbund.

- Thomas Høst er et meget anerkendt navn i håndboldkredse, og det er derfor rigtig dejligt, at han igen bliver en del af klubben. Sammen med de andre stærke kræfter, vi har i vores ungdomsafdeling, har jeg en stærk tro på, at vi kan udvikle endnu flere ligaspillere, lyder det fra ligatræner Jakob Andreasen.

Cheftræneren bakkes op af Silkeborg-Voel KFUMs bestyrelsesformand.

- Vi glæder os over, at det er lykkedes os at trække en så stor kapacitet som Thomas Høst tilbage til vores klub.

- Jeg synes, at vi har fået sammensat en meget interessant stilling til ham, og i den vil han forhåbentlig kunne levere det, der er vores klare elitære mål - at endnu flere ungdomsspillere fra Silkeborg-Voel tager springet til vores ligahold. Samtidigt er vi sikre på, at ansættelsen også styrker bredden og trivslen i klubben, siger Rene Andersen.