Brand i lastbilsanhænger: Kødannelse og en hurtigtænkende chauffør

Torsdag morgen klokken 06.24 måtte en lastbilschauffør tænke hurtigt, da der opstod brand i lastbilens anhænger.

28. november 2019, 07.51

BJERRINGBRO Lastbilchaufføren skyndte sig at holde ind til siden, hvorefter han koblede anhængeren fra lastbilen. Han flyttede herefter lastbilen væk fra den brændende anhænger, således branden ikke havde mulighed for at brede sig. Det oplyser indsatslederen fra Midtjysk Brand & Redning, Anders Dahl Jensen, som roser lastbilchaufføren for sin håndtering af situationen.

Branden begyndte sandsynligvis ved lastbilanhængerens dæk eller bremse, men da anhængeren var tom og lastbilen frakoblet, beskriver Anders Dahl Jensen situation som forholdsvis let at håndtere for brandvæsenet.

Branden fandt sted på Gl. Randersvej ved Løvskal, og episoden skabte kødannelse. Brandvæsenet oplyser dog, at man omkring klokken 07.15 var færdige på stedet, og trafikken skulle herefter kunne fortsætte.