Minister på besøg: Unge kom med forslag til en bedre verden

Unge fra FGU Midtjylland har arbejdet med verdensmål

17. august 2021, 06.33

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen mødtes med lokale unge, der kom med forslag til, hvad verden har brug for. Privatfoto.

SILKEBORG Hvordan bliver verden et bedre sted for kommende generationer.

Det kom unge fra FGU Midtjylland på Granhøjvej i Silkeborg med deres bud på, da de havde besøg af udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

Ministerbesøget skete i forbindelse med, at skolens elever har arbejdet med FN’s verdensmål.

Unge på erhvervsuddannelser og FGU over hele landet arbejder lige nu med projektet »Verdensmål i Hænderne«, der vil skabe engagement og give unge konkrete værktøjer til, hvordan man kan arbejde med udviklingssamarbejde og FN’s verdensmål som ung

undervejs og efter endt uddannelse.

- Udviklingssamarbejde og FN’s verdensmål medvirker til en positiv udvikling i både verden og i Danmark, men mange af de udfordringer vi står overfor, skal løses af de kommende generationer. Derfor vil vi med projektet her arbejde for, at unge får de bedste redskaber og muligheder for at være

med til at skabe en forskel for fremtiden, lyder det fra Ungdomsbureauet, der står for projektet, der er støttet af Danida under Udenrigsministeriet. Det hele kulminerer på Ungdommens Folkemøde 8.-9. september, hvor

Valbyparken forvandles til Europas største demokratifestival for unge, hvor 15.000 unge mødes for at udforske demokratiets mangfoldighed, både med hinanden og de over 100 deltagende organisationer.