Danmark protesterer mod forslag om ændring af EU-traktat

EU-Parlamentet og EU-Kommissionen ønsker traktatændringer på blandt andet forsvarsområdet. 13 lande siger nej.

Udgivet:09. maj 2022, 14.51

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

BRUXELLES Danmark og 12 andre EU-lande kritiserer, at EU-Kommissionen og EU-Parlamentet mandag taler for en traktatændring i EU. Det vil blandt andet kunne åbne for flertalsbeslutninger på forsvarsområdet.

Dermed vil EU kunne træffe hurtigere beslutninger. Men det vil ske på bekostning af de enkelte lande. Der vil ikke længere kunne nedlægge veto på udvalgte områder som eksempelvis forsvar.

- Mens vi ikke udelukker noget på dette stadie, så støtter vi ikke uovervejede forsøg på at lancere en proces frem mod traktatændringer, hedder det i erklæringen fra de 13 lande.

Ud over Danmark står Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Rumænien, Slovenien og Malta bag erklæringen.

Erklæringen blev offentliggjort minutter efter de afsluttende taler ved borgerkonferencen "Future of Europe. Her gik både EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU-Kommissionens formand, Roberta Metsola, på talerstolen med ønsket om traktatændringer.

De to EU-ledere tager afsæt i konklusionerne fra borgerkonferencen, der var ment som et forsøg på at finde frem til EU-borgernes ønsker til fremtidens Europa.

Blandt de i alt 49 forslag fra borgerpanelet er et ønske om, at man går væk fra et træffe beslutninger i enstemmighed, når det gælder forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Det er et ubelejligt forslag for ja-siden i den danske afstemning om at afskaffe forsvarsforbeholdet. Her har man blandt andet slået på, at Danmark vil have vetoret over for nye missioner, som Danmark ikke ønsker at deltage i. Det vil forsvinde, hvis beslutningerne i stedet træffes med kvalificeret flertal.

I den fælles erklæring fastslår de 13 EU-lande dog, at traktatændringer aldrig har været meningen med konferencen. Og de 13 lande ser heller ikke et behov for det:

- EU's håndtering af kriserne i de seneste år - inklusiv Covid-19 og Ruslands fortsatte aggression mod Ukraine - har tydeligt, hvor meget EU kan levere inden for de nuværende traktater.

- Vi har allerede et EU, der virker. Vi har ikke brug for at haste ind i institutionelle reformer for at levere resultater, hedder det i erklæringen fra de 13 lande.

/ritzau/