
2 måneder siden
KUNSTMUSEUM Det er en glædelig nyhed, at der bare mangler et byggefelt for at komme i gang med byggeriet af et nyt Jornmuseum. I hvert fald ifølge formand for ejendomsselskabet bag et nyt Jorn-museum, Peter Stampes, udtalelser til Midtjyllands Avis lørdag.
Og så alligevel.
Stampe efterspørger tegn på entusiasme i lokalområdet i form af kommunale anlægskroner.
Den erfarne bestyrelsesmand har en berettiget forventning om, at det lokale erhvervsliv vil deltage.
At de lokale erhvervsfolk nok skal deltage, er vi ikke i tvivl om, selv om vi ikke er så vilde med udsigten til navnet: Jysk Jorn-museum.
Hensigten helliger dog midlet.
Når vi erindrer os, hvor mange lokale kroner der tilflød stadion på Søholt, ikke mindst kommunale, så skal det nok lykkes at vise diverse udefra kommende fonde, hvor meget vi i kommunen brænder for et nyt Jorn-museum, så de, fondene altså, også får lyst til at pumpe penge i projektet.
At flere byrødder mener, at vi i overskuelig fremtid skal koncentrere Silkeborg Kommunes anlægskroner om institutioner af forskellig art, er nok bare et udtryk for overdrevet forsigtighed.
For at understrege den folkelige opbakning bør vi benytte os af samme metode, som man brugte i tyske Gelsenkirchen til finansieringen af Veltins Arena omkring årtusindskiftet.
Der fik borgerne lov at købe gavebeviser i 200 DM-klassen - den slags brugte man i Forbundsrepublikken dengang - og fik som synligt bevis for den udviste entusiasme en lille plakette med navn på en sponsortavle.
Det blev meget populært hos Herr und Frau Schultz.
Metoden kendes lokalt fra renoveringen af Dubuffet-trolden på Skoletorvet og folkegaven til Silkeborg kommune »Monument for bevægelse« (Piskeriset). Det sidste gik i øvrigt ikke så godt, da Silkeborg Kommune selv måtte betale halvdelen af gaven.
Med den folkelige opbakning således forankret mangler vi altså bare et byggefelt og en flytning af Søvej på Silkeborg Kommunes regning, før de gyldne spader kan købes.
Vi har på sociale medier læst, at Silkeborg Kommune er så klar, at vi godt kan begynde at finde overskudsmidlerne frem til udmåling af entusiasmen for projektet.
Skulle projektet mod forventning ikke blive søsat, er der ingen grund til tilbagebetaling af bidragene. De kan i så tilfælde nemlig bruges på en tiltrængt renovering af det eksisterende Jorn-museum i Indelukket.
Indsamlingen kan forestås af Midtjyllands Avis, der jo kender opgavens karakter fra den succesrige juleindsamling.
Sæt i gang.
Indlæser debat