Tak, men nej tak
Udgivet:28. maj 2022, 11.16
Læsetid:1 minut
FORBEHOLD På onsdag skal vi stemme om afskaffelse af vores EU-forsvarsforbehold. Det bliver tak, men nej tak fra mig.
Hvor var det fælles europæiske forsvars- og sikkerhedssamarbejde i 2008, da Rusland angreb Georgien, i 2014, hvor Rusland angreb Ukraine første gang, og ikke mindst i 2022 op til den 24. februar?
Nede i Afrika, travlt optaget af missioner i tidligere europæiske kolonier. I Mozambique, Congo, i Frankrigs fejlslagne mission i Mali.
EU’s fredsbevarende mission i Bosnien bliver hevet frem af skuffen, som et eksempel. Mit spørgsmål er, hvorfor er der stadig brug for en fredsbevarende mission, i en konflikt, som har kørt lige så længe, som EU har haft et forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde. Er det fordi EU-medlemslandet Kroatien er en aktiv deltager i konflikten, og samtidig er medlem af EU’s forsvarssamarbejdet?
Hvad med det europæiske forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som siden 2014 stadig har pumpet tusindvis af milliarder euro ind i den russiske statskasse, og dermed den russiske militære oprustning. Samtidig med, at det europæiske forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde i årtier har misligholdt deres forpligtigelser overfor Nato. Det er ikke uden grund, at USA har sat EU stolen for døren.
Hvad er der sket i Sverige og Finland.? De er begge medlemmer af det europæiske forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, men er åbenbart mere trygge ved at blive medlem af et seriøst forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde, som ikke bare er en EU-papirtiger, nemlig Nato.
Krigen i Ukraine har endnu engang vist, at EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde er et kræmmermarked, hvor principper er til salg. Lige nu sidder de i Paris og Berlin og regner på, hvor meget land Ukraine skal opgive til Rusland, så vi kan komme tilbage til den kendte trygge tid i det europæiske forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, lidt ligesom i 1930’erne. Nå, det er bare gas.
Indlæser debat