Flere hænder i institutionerne eller bedre balance mellem arbejde og familieliv?

Af Kathrine Paaske. Psykolog og forfatter Skovvænget 6, Bryrup

FAMILIEN I dag løber vi stærkt i alle afskygninger af tilværelsen. Vi mangler hænder på sygehusene, på plejehjemmene og i daginstitutionerne, for at nævne få. Vi løber stærkt på hjemmefronten, for både mor og far skal tjene pengene. Men lever vi vores drømmeliv, eller er det i høj grad vores boliglån, der sætter dagsordenen for hvor stærkt vi skal løbe?

Måske bør vi vende det hele på hovedet og gentænke den model, vi har indrettet os efter i flere år. Måske er den eneste løsning ikke flere hænder i daginstitutionerne, men at gøre brug af de hænder, der i forvejen er tættest på børnene; nemlig deres forældre.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at de mangler hænder i institutionerne, og det gør de med rette, for det er en enorm opgave, vores pædagoger har i dag. En opgave mange af dem udfylder fænomenalt!

Jeg har set en pædagog fange 15 børns opmærksomhed (i alderen 3-5 år) med højtlæsning, mens hun samtidig formåede at være omsorgsfuld når der var drillerier fra sidemanden. På trods af afbrydelserne, var højtlæsningen en stille stund for børnene, og alle blev hørt og rummet efter behov.

Mange af vores pædagoger er oprigtigt nærværende og omsorgsfulde. Men vi skal huske på, at vores pædagoger ikke kan erstatte mor og far, og for de børn, der bliver passet af andre end deres forældre gennemsnitligt 40 timer i ugen, er der temmelig få timer tilbage af deres vågne timer, når de kommer hjem. Som udgangspunkt sender vi børn i daginstitutioner i deres allerførste leveår, fordi både mor og far skal arbejde. Det er ikke fordi denne model nødvendigvis er den mest gavnlige for hverken børnene eller forældrene.

For mange af os bliver vi konfronteret med et følelsesmæssigt dilemma, når vi første gang afleverer vores barn i dagpleje eller vuggestue. Det kan stride imod vores natur, at pædagogerne er dem, der får »de bedste timer« i døgnet sammen med vores børn, men for mange føles det ikke som om, at der er et alternativ.

Det skal vi dog huske på, at der er. Vi vælger selv, om rammerne for vores liv bliver dikteret af boliglånet på vores drømmehus, eller om vi ikke sætter os dyrere, end at den ene forælder kan arbejde på nedsat tid, eller endda hjemmepasse et eller flere børn i en periode.

Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men vi bør huske at tage stilling til, om de valg, vi træffer, er meningsfulde og skaber grobund for glæde i vores liv. Både for forældre og børn. Vi skal også huske på, at vi lever i et samfund, hvor vi ser en stigende mistrivsel blandt børn og unge. Og ser man psykologisk på deres behov i barndommen, så er forældrene altså de vigtigste hænder. Vi kunne jo spørge os selv, hvad der er styrende for balancen (eller mangel på samme) mellem arbejde og familieliv hjemme hos os. Er det vores børns behov? Vores egne? Eller noget helt tredje?