Ry

På jagt efter gaven til Ry: Brugsforening efterlyser projekt til 150 års jubilæumsgave

Har du en gaveidé til byen Ry, så send den til Brugsforeningen Tryg, som finder den store pengepung frem i anledning af byens 150 års jubilæum næste år

9. september 2020, 12.16

Sådan så det ud, da badeglade børn indviede den nye badebro ved Knudhule i 2013 - et projekt som Brugsforeningen Tryg støttede med 600.000 kroner. Nu er brugsforeningen på jagt efter et nyt projekt, som kan gøre byen til et bedre sted at bo og leve i i anledning af byens 150 års jubilæum. Foto: Kenneth Lynghøj

RY - Ry fylder 150 år i 2021, og i den anledning vil Brugsforeningen Tryg give byens borgere en mindeværdig gave

Vi har med udgangspunkt i Ry drevet brugsforening i mere end 100 år - vi har derfor stærke relationer og en kæmpe kærlighed til byen. Vi ønsker at give byens borgere en gave, som kan øge livskvaliteten for borgerne mange år frem. Men vi kan ikke gøre det alene, vi har brug for jer, vi har brug for byen. Derfor beder vi lokale ildsjæle, foreninger, frivillige organisationer og andre med gode idéer til at sende projektforslag ind til os, siger formanden for Brugsforeningen Tryg, Carsten Bank-Mikkelsen.

Op til 750.000 kroner

Deadline for indsendelse af forslag er den 20. oktober, og når alle forslag er i hus, vil bestyrelse udvælge tre projekter. I udvælgelsen lægger de særligt vægt på, at der er vedlagt budget og øvrig dokumentation for projektet, at projektet øger livskvaliteten for borgerne i Ry, at projektet skaber værdi for byens borgere mange år frem, at det er åbent og tilgængeligt for alle og at vedligehold og drift af projektet enten varetages af ansøgeren eller i andet lokalt regi. Rammen for finansieringen af projektet må maksimalt være 750.000 kroner, og der skal være tale om særskilt projekt og ikke en delfinansiering af et større projekt.

Enkeltstående projekt

- Tanken er, at det skal være et enkeltstående projekt, som ikke skal vente på noget, og som allerhelst skal stå klar på byens fødselsdag den 2. maj næste år, siger Carsten Bank-Mikkelsen.

Bestyrelsen behandler de indkomne ansøgninger den 21. oktober i år. Derefter bliver de tre udvalgte projekter lagt ud til afstemning hos byens borgere frem til den 15. november i år.

- Det er borgerne i Ry, der i sidste ende beslutter, hvilket projekt der bliver brugsforeningen gave til byen. Det er en dejlig demokratisk proces, som vi har gode erfaringer med fra dengang vi også bad Ry-borgerne stemme om, hvorvidt byen skulle have en elbil, siger Carsten Bank-Mikkelsen.

Hvad byen får i fødselsdagsgave i Brugsforeningen til næste år, bliver offentliggjort den 20. november.