Midtjyske Meninger: Virklund i vækst

6. april 2021, 12.42

Foto: Jakob Stigsen Andersen

I dag går jeg på barsel. Fra i dag og helt frem til midten af maj måned er jeg hjemmegående. Det er der intet usædvanligt ved i disse tider. Alle er hjemme. Næsten da. Den opmærksomme og trofaste læser vil vide, at det ikke er lang tid siden, jeg sidst drog på barsel. Godt og vel halvandet år er der gået. Denne gang bliver det dog anderledes og indledes med en af årets hidtil største begivenheder. Mere herom senere.

Anderledes bliver barslen al den stund, at der er tale om vort andet barn. Denne gang er det Carls turs. Sidst jeg havde barsel, boede vi midlertidigt hos mine forældre. Mad og tøjvask blev der sørget for, og formiddagskaffen blev såmænd også ofte serveret. Jeg skulle ikke tænke på andet end min søn. Denne familiekonstellation har min varmeste anbefaling. Ikke desto mindre er vi flyttet hjemmefra igen. Ganske vist kun nogle få hundrede meter, så jeg har da en beskeden forhåbning om, at formiddagskaffen også denne gang står klar.

Under normale omstændigheder ville Carl og jeg kunne tage i svømmehallen eller besøge andre babyer. Vi kunne også tage til babysalmesang og skråle med på en af Grundtvigs mange evergreens eller endnu bedre en af Ingemann. Han er så mild. Det er coronaen imidlertid ikke. Og derfor er alle disse muligheder lukket land eller kraftigt reduceret. Sådan har det været længe. Det er vanskeligt for de helt små børn, at møde andre inden de starter i vuggestue eller dagpleje. Carl nåede lige akkurat at få besøg af Johannes, Dirch, Sonja, Anna og August inden landet lukkede ned. Det kan lyde som navneopråb fra en sogneudflugt til Mønsted Kalkgruber, men var altså medlemmerne af den kortvarigt eksisterende mødregruppe. Gode navne går igen.

Vi andre møder heller ikke mange. Det er en skam for de mange tilflyttere til kommunen, der måske ikke har ret mange relationer i byen på forhånd. Vi må huske at råde bod på det, når landet åbner fuldt ud igen. Til gavn for både for de store og de små. Indtil da mødes vi på legepladser, parkeringspladser og bag mundbind i vuggestuens garderober.

Som gammel »Virklund-dreng« er det en stor glæde at træffe unge mennesker, der er flyttet hertil fra Herning, Ikast, Aarhus, Viborg og sågar Ringkøbing, blot fordi de synes, stedet er dejligt. Den glæde og entusiasme smitter i et lokalsamfund og skaber udvikling og ildsjæle. Derfor er det heller ikke tilstrækkeligt, udelukkende at fokusere kommunens fokus på de mennesker, der allerede bor indenfor kommunegrænsen. Derved går vi i stå. Vi er nogle, der stadig kan huske, da Virklund Skoles overbygning var i overhængende fare for at blive lukket. Den situation ønsker jeg ikke gentaget. Den vej skal vi ikke nedad. »Kom dog til Silkeborg« lød et reklameslogan for år tilbage. Sådan skal det også lyde fremover.

Jeg lovede at løfte sløret for barslens første store begivenhed: i morgen skal jeg klippes.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.

Indlæser debat...