Landbo-seniorer i Kjellerup fylder 25 år i god form

Kjellerup Landbo Senior Klub blev dannet til tidligere landmænd. I dag er den for alle

Udgivet:08. juni 2023, 18.22

Læsetid:2 minutter

Tonnie Rasmussen er her sammen med Gudrun Knudsen, Mogens Jensen, Jørn Brok og Erik Just. Til sammen er de bestyrelsen for Kjellerup Landbo Senior Klub.

Rasmus Viuff
Egnsredaktør

4 måneder siden

KJELLERUP Kjellerup Landbo Senior Klub fejrer 25 års jubilæum som forening.

Det bliver fejret med en fest med flere end 100 deltagere i Glassalen i Kjellerup, hvor der er mad og musik af René Franz og dans.

Festen markerer 25-året for en forening, der stadig er i fuld vigør, siger formand Tonnie Rasmussen, 76, fra Thorning.

Hun er den fjerde formand i klubben, som hun selv var med til at starte for 25 år siden, da hun var ansat i LMO, der var rådgivningscentret for landmænd i Midtjylland.

Da foreningen blev dannet kom der 31 medlemmer første aften i Glassalen i Kjellerup, hvor foreningen siden har holdt alle deres aktiviteter. I dag er der over 200 medlemmer.

Over 200 medlemmer

Foreningen blev dannet for at skabe et tilhørssted til tidligere landmænd på Kjellerupegnen.

De sidste mange år har foreningen været for alle, der kan se sig selv i foreningen. Og det går godt, fortæller bestyrelsen.

I foreningen vægter man både faglige og det sociale.

Men der er skygger i horisonten, erkender formanden og hendes næstformand, Morgen R. Jensen.

For godt nok er der 212 medlemmer af foreningen, og det er mange og på alle måder tilfredsstillende.

Men der er ikke nok, der har lyst til at gøre et stykke frivilligt arbejde i foreningen.

Og tidens tand gnaver i bestyrelsen, hvor man godt kan mærke, at ingen bliver yngre.

- Og det er ikke fordi. der ikke kommer nye medlemmer, siger Tonnie Rasmussen.

- Vi har også i dette forår fået fire-fem nye medlemmer, for vi er jo en positiv forening, der gerne vil lave nogle gode arrangementer.

- Det er svært at få folk til at tage ansvar, siger Mogens Jensen.

Det er nye folk til bestyrelsen og til foreningens arbejde, som det handler om.

Han og Tonnie Rasmussen erkender, at noget af arbejdet kan være indviklet og lidt besværligt - især det med GDPR. Det kan være svært at finde ud af, erkender de to.

- Men det er også sjovt at være med til at lave arrangementer og det andet foreningsarbejde, siger Tonnie Rasmussen.

Der kommer mellem 60 og 70 mennesker til hvert arrangement.

I efteråret er der udflugt til Mandø. Der er høstfest i Glassalen med Jørgen Brendstrup som taler. I efteråret er der også foredrag med Helge Sander, inden der i november er julehygge.