Midtjyske Meninger: Skolefotoshop-amok - Nyt symptom på kendt forældrediagnose

18. oktober 2019, 12.52

»På den ene side er mit barn helt perfekt, som det er. Og på den anden side slet ikke. Det er SÅ forvirrende at være forælder nu om dage. Derfor er jeg vildt glad for, at skolefotograferne vil hjælpe med at redigere lidt i virkeligheden«.

Sådan lyder det fra moren til en 5-årig dreng, der fik ændret (retoucheret, red.) sit udseende på børnehavebilleder taget for ganske nyligt. Moren lider af diagnosen RSPS, Remarkably Stupid Parents Syndrome, eller på dansk SÅF, Særligt Åndssvage Forældre - en diagnose, som første gang blev omtalt i RokokoPosten i maj 2016 og bl.a. er kendetegnet ved en sygelig optagethed af sit eget barn.

Siden diagnosen så dagens lys, har eksperter kortlagt en række nye symptomer blandt et stigende antal såkaldt »voksne« danskere, i daglig tale kaldet »forældre«. Et af det mest udbredte symptomer på SÅF - udover at tale meget længe og detaljeret om sit barn til hvem som helst, hvor som helst - er den velkendte transportallergi, der udmønter sig i hjertebanken og høje, spontane lyde, når barnet gør antræk til at gå eller cykle i børnehave eller skole. Symptomerne aftager i det øjeblik, forælderen placerer barnet på bagsædet af bilen.

Senest har eksperter identificeret perfekt/uperfekt-konfusitet som nyeste symptom på SÅF. Skolefotografer landet over (ingen aner dog hvor mange) melder om forældre, der i stigende grad ønsker deres børns billeder redigeret. Børnene fremstår ikke perfekte nok. Især gule tænder, deller, skrammer og savl på tøjet er på listen over ting, der skal væk. Moren til den redigerede dreng, siger: »Nogle gange føler jeg mig skyldig omkring mit valg. Ens barn er jo perfekt, som han er, uanset hvad. Alligevel vil jeg gerne skåne ham for billeder af skæve tænder, når han bliver ældre.«

Udtalelsen får alarmklokkerne til at ringe hos ekspert Finn F. Fejhl (ph.d. i forældre uden grænser):

»Her ses et klassisk eksempel på perfekt/uperfekt-konfusiteten hos den særligt åndssvage forælder«, siger han.

Emnet har allerede trukket overskrifter i skolernes efterårsferie og fået en række danske politikere til at dele skolefotos af sig selv som modsvar. Ifølge kilder tæt på Christiansborg forlyder det, at der lægges op til et lovforslag omkring placering af skolefotograferingen, der med fordel kan ligge efter efterårsferien med den begrundelse, at forældrene dér har mindre tid til at nærstudere billederne af deres børn. Det forslag falder i god jord hos bemeldte mor:

»Jeg har længe døjet med at få den ene finger ud af min navle, især i ferier. Derfor ville det være super med nogle voksne til at sætte faste rammer for os særligt åndssvage forældre, der kan have svært ved at vurdere, om vores børn fremstår perfekte eller ej. Der er jo så meget, der forvirrer, og

som man hele tiden skal forholde sig til - jeg mener Instagram og sår’n.«