Det er ikke altid nemt at blive stor

Af Kurt Wissendorf Møller Silkeborg

BYUDVIKLING Det at blive stor har givet de fleste af os en indsigt i, at transformationen fra at være lille til at blive stor giver anledning til en konstant vekslen mellem håb og nedtur, mens det står på.

Det står især på i teenageårene, og de fleste når igennem denne periode med en indsigt i, at drømmene langt fra kan opfyldes. I denne proces lærer vi, at drømme og realiteter ikke er det samme.

Silkeborg er set i historiens lys ikke særlig gammel, og derfor er det ikke urimeligt at påstå, at Silkeborg som by og kommune gennemspiller et teenagedrama i disse år, hvor magt og indflydelse flytter fra de gammelkendte magtcirkler til mere indviklede mønstre.

Fra Underhuset, der i en menneskealder var kuglestøbernes opholdssted, defineredes byens og den nærmeste omegns udviklingsmønster. Herfra voksede drømmene, der blev forstærket af en kommunesammenlægning, der blev opfattet som et potentiale, der kunne finansiere en udvikling fra lilleput til stor by.

Drømmene strakte sig vidt og blev en voldsom drivkraft for Silkeborgs udvikling. Byen deklarerede sig som Danmarks bilby, og som Danmarks vækstby nr. 1 med 100.000 indbyggere. Byens centrum skulle forsynes med et folkeligt kunstcentrum, et Svømmecenter med cykelbane, og ikke mindst en byfortætning bag hvilken tanken var (og er), byens centrum skulle holdes i live ved at holde store forretningsimperier ude af kommunen. Drømmene stod i kø og det politiske og forvaltningsmæssige system blev gearet, så drømmene kunne blive til realiteter.

Arkitekter og byplanlæggere fik kronede dage. Det ene store projekt efter det andet blev tegnet og deklareret, og byråd og forvaltning gik i overarbejde, så det hele kunne realiseres.

Den afgørende drivkraft var målet om de 100.000 indbyggere. Forventningen var, at de kunne finansiere det hele i takt med at stangbyggerierne blev fyldt med tilstrømningen af familier, der ville ankomme i stimer, fordi kommunen havde en natur, som alle ville elske.

Man kan roligt sige, at de kom i stimer, og derved gjorde investorerne og byggematadorerne rige, men forventningen om, at kommunen også skulle blive rig, har ladet vente på sig.

Det har en ganske naturlig forklaring. Påstanden var, at udviklingen primært ville trække rige folk til. I virkeligheden er det blevet unge, nyetablerede familier med meget lidt på kistebunden, der har skabt et træk på kommunekassen, som ingen havde set eller i hvert fald taget alvorligt.

Nu kollapser drømmene. Avisen melder hver dag om projekter, der bliver begravet, fordi drømme og realiteter ikke kan forenes.

Hvor stiller det os som borgere?