Midtjyske Meninger: Ude godt - hjemme bedst

Udgivet:02. august 2022, 10.36

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Charlotte Rune Nissen SILKEBORG

Vi er helt sikkert ikke de eneste, som har haft udlængsel mens corona har raset verden over. Derfor skulle bilen da også pakkes i år. P1 (præst1) have fået lov at bestemme destinationen - Frankrig. Det sydlige Frankrig skulle besigtiges, for P1 havde sammen med en ven sat sig det mål at cykle op ad et par bjerge eller fem.

Det blev en gevaldig tur ned gennem Europa med børnene på bagsædet, cykel og den vanlige opbakning, som altid ender med at blive lige lovlig stor.

Skønt var det da også under de sydlige himmelstrøg. Ganske varmt, men med pool og bjergsøer, grotter og gode venner går alt som en leg.

De to cykelryttere kom da også gennem alle strabadserne og fik kørt over alle bjergene begge i god behold.

Det egentlige mål med turen var opfyldt, men det var da også først her, at det hele toppede. På Alpe d’Huez - bjerget som nogle i flokken besteg på cykel mens andre foretrak bil. Fem ørebørn!

»Svømme-ører« fra poolen blandet med bjergets højdetryk gav afsæt til adskillige besøg hos diverse fransktalende læger, da det ene barn efter det andet meldte om ondt i ørene.

Jeg har aldrig skænket det blå sygesikring eller min rejseforsikring en venlig tanke, men det har jeg nu. Det er lige før, at jeg siger tak for at få lov at betale den.

Nå men godt flankeret af gode venner med en engelsk tålmodighed og fantastisk gåpåmod fortsatte ferien ufortrødent (dog afbrudt af lazaretlignende tilstande, når fem børn lå på række klar til øredryp) og forløb heldigvis planmæssigt herfra.

Hjemme i Silkeborg igen vælter der med fantastiske tilbud på søer, gader, stræder, ved havnen, i Lunden og ikke mindst på badet, hvor Stella Polaris for første gang i Silkeborg stillede op med lækker musik og aktiviteter for børn og barnlige sjæle.

Hele bymidten blev med ét forvandlet til en stor fest. Med EM, en guld fe, madboder, klatretårn, paddleboards, musik både det ene og andet sted.

Fantastisk! Og Tak! Til alle som stiller op. Til jer, der sørger for at musikken lever - også her i Silkeborg.

At vi tør prøve noget nyt. Udfordre rammerne og give musik fra en bred vifte rum og udtryk her i Silkeborg.

Jeg siger det bare: »Ude godt - hjemme bedst«.

Indlæser debat