Hjemsendte kolleger fra Jyske Bank laver super corona-hit

En flok familiefædre fra Jyske Bank havde egentlig indstillet karrieren som husorkester for banken. Men coronakrisen fik dem til at lave et sjovt hit

2. april 2020, 09.06

Forsanger Thomas Ross ses her i hjemmet i Beder syd for Aarhus, hvor han bor med sin familie. Som mange andre arbejder han primært hjemmefra, hvor det hele skal gå op i en højere enhed med børnepasning, lektier, aktiekurser og Jyske Banks tv-kanal. Med i bandet er også Jens Bregendorf (guitar), Klaus Vestergaard (bas), Claus Nørgaard (guitar) samt Aske Jørgensen (cajon/percussion).

SILKEBORG På en alvorlig baggrund er der alligevel blevet plads til humor og kreativitet for nogle af de tusindvis af hjemsendte Jyske Bank-medarbejdere.

Husorkestret Guns ’N Ross har nemlig indspillet og optaget en musikvideo med titlen »Jeg har ik’ corona« med kraftig inspiration af The Knacks legendariske »My Sharona« fra 1979.

Forsangeren Thomas Ross er til daglig en af værterne på bankens tv-kanal, og han fortæller, at der faktisk i øjeblikket er meget travlt med at lave information til bankens medarbejdere og kunder omkring corona-krisens økonomiske konsekvenser.

- Der er brug for rigtig meget information om økonomiens påvirkning af corona-krisen, og vi arbejder i skiftehold på redaktionen i bankens hovedsæde og samtidig hjemmefra. Men der er også blevet tid til at lave noget lidt mere sjovt, selvom situationen er alvorlig. Vi er glade for, hvis vi har givet nogle et smil på læben i alt det her. Det kan der godt være brug for, siger Thomas Ross.

Videoen blev i første omgang vist på Thomas Roos egen facebook-profil og dernæst bankens interne kanaler. Tv-værten oplyser, at den til dato er set 21.000 gange på facebook.

Med et smil på læben tilføjer forsanger Thomas Ross:

- Vi har skabt et viralt hit der smitter som corona. Heldigvis skal vi ikke bekymre os om at bryde smittekæderne. Den her sang giver højst et smil på læben og en smule dansefeber.

Egentlig var husorkestret nedlagt, men på baggrund af den store succes med corona-sangen, kan det ikke udelukkes, at der er et comeback på vej. Se musikvideoen herunder: