Midtjyske Meninger: Kollektivet - del 3

17. februar 2020, 13.23

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Trofaste læsere af Midtjyske Meninger vil kende til kollektivet. Ikke »Maos Lyst« eller filmen af samme navn. Næ nej. Kollektivet i Virklund. Familiekollektivet. Huset vi bor i, er stort. Her bor min lille søn, min hustru, min mor, min far og jeg selv. Sådan har vi boet i godt et halvt år nu. Flere gange er jeg blevet spurgt: hvordan klarer I det? Hvordan går det? Hvordan får I det til at fungere?

Jeg synes det går forbløffende godt. Det er rasende hyggeligt. En af hemmelighederne bag succesen er klare aftaler. Blandt andet laver min mor aftensmad seks dage om ugen. Det er en god aftale. Hun stryger mine skjorter. Det er også en god aftale. Min far ryder af efter aftensmaden. Også det er godt.

I mellemtiden tager min hustru og jeg os af vores lille dreng. Sikke en gave! Selv mit gamle værelse har fået sin anden storhedstid. I en årrække har det lidt den kranke skæbne at være overladt til såkaldt strygerum. Nu er det igen værelset, jeg vågner op i. Fra sin vante plads på væggen smiler Uffe Ellemann til min kone og jeg. Nok mest til mig. Den plads har han haft i snart 25 år. Det er dejligt at være hjemme igen!

Hvorfor er der ikke flere, der praktiserer denne boform? Og hvorfor flytter vi egentlig, fristes man til at spørge. For vi skal jo flytte lige om lidt. Vi har købt et hus. Et godt hus. Et ældre hus, men et godt hus. Der er cirka 500 meter derhen, så mad- og skjorteordningen kan jo nok bibeholdes i en eller anden form skulle jeg mene.

Huset vi har købt, er bygget i 1965. Der er sket meget siden da, men huset står stadig godt. Lidt skal der dog gøres. Males blandt andet. I min naivitet troede jeg, det var nemt. At male altså. Sving en pensel med lidt hvid maling og så må det da være gjort. Jeg tog fejl.

Det vil glæde ikke mindst Steen Konradsen at høre om processen, for det har taget lang tid. Det er gået langsomt, men resultatet er også blevet flot.

I al beskedenhed har jeg selv lagt grundstenen for den langsommelige, men dog succesfulde proces. Jeg har nemlig taget tapet ned. Lag efter lag. Væg efter væg. Det er et praktisk stykke arbejde, hvor du kan se, hvor langt du kommer - men også hvor meget du mangler. Alligevel var der dog noget positivt ved processen.

»Hvis væggene kunne tale.« Sådan lyder det ofte i selskabelige forsamlinger i rammer, der vækker minder. Vores vægge kan ikke tale - og dog. Da vi væltede en let væg, der blev sat op under oliekrisen i 70’erne, kom to søde børnetegninger til syne på det før skjulte gulv.

Vores hus er ikke bare et hus. Det er et hjem. Sådan har det været siden det blev bygget. Et hjem, hvor en familie har levet et liv. Sådan er det faktisk med huse. Det gælder de høje såvel som de lave. Husene i rækker og dem, der står selv.

Det håber jeg, at debattører i den igangværende byudviklingsdebat husker på, når de udøver smagsdommeri om

boligbyggeri.