Imponeret af de frivilliges engagement

Vi har stillet Ole Frandsen fem spørgsmål, som giver svar på nogle af hans tanker om sig selv og jobbet.

1. april 2021, 09.57

Jeg bliver både overrasket og imponeret over det engagement, der bliver lagt for dagen rundt omkring i klubberne. Og jeg ved, at glæden ved en oprykning er lige stor, om det er til Superligaen eller til Serie 4, siger Ole Frandsen.

1. Hvordan plejer du at forklare folk, hvad dit job går ud på?

Det bliver som regel lidt en længere forklaring, der altid starter med: Hvert år spilles der mange tusinde fodboldkampe, pr. weekend er det flere hundrede, og det udløser en række udvisninger og indberetninger, som der skal tages stilling til. Der skal også være en dommer til hver kamp, og der skal være nogen, der finder ud af, hvem der skal spille mod hvem. Det er blandt mine opgaver.

2. Du har været ansat i 25 år i DBU Jylland. Hvordan har det været?

Det har været et kæmpe privilegium at arbejde med nogle af mine store fritidsinteresser; fodbold og det frivillige foreningsliv. Det har været lærerigt og spændende. Mange ting går igen, men jeg har også været med i en periode med en stor udvikling. I starten brugte vi rigtig meget kopi- og faxmaskiner. Der har været en stor udvikling hen mod digitaliseringen.

3. Er der nogle ting, der kan blive ved med at overraske dig?

Jeg bliver både overrasket og imponeret over det engagement, der bliver lagt for dagen rundt omkring i klubberne. Og jeg ved, at glæden ved en oprykning er lige stor, om det er til Superligaen eller til Serie 4.

4. Hvad har været den sjoveste oplevelse i de 25 år?

Kort tid efter min ansættelse var jeg med på en landskampstur til Parken. Jeg havde overhørt, at bussen under kampen blev flyttet til et andet sted. Efter kampen løb jeg tre-fire gange febrilsk rundt om Parken og ledte efter en bus. Det var i en tid, hvor ikke ret mange (heller ikke jeg) havde mobiltelefon, så gode råd var dyre. I stedet fik jeg et lift af en anden bus, der også skulle mod Jylland. På Fyn blev jeg så genforenet med mine nye kollegaer.

5. Du taler med mange klubfolk hver dag - hvordan er de egentlig?

Rigtig mange har som jeg selv været med i mange år, men heldigvis kommer der løbende nye til. Jeg har haft den fordel, at jeg har gode forudsætninger for at sætte mig i deres sted, da jeg selv gennem alle årene også har været frivillig. Men jeg vil igen pege på deres fantastiske engagement. Det er meget gennemgående.