Arrangement om #metoo i medierne

28. september 2020, 14.59

Matilda Gustavssons afsløringer fik en række konsekvenser. Foto: Thron Ullberg

HAMMEL Den 20. oktober om aftenen viser Hammel Bibliotek live på storskærm et interview med svenske Matilda Gustavsson. I 2017 slog hun sprækker i jorden under Det Svenske Akademi, da hun bragte 18 kvinders fortællinger om seksuelle overgreb og trusler begået af den såkaldte kulturprofil, den kunstneriske leder af Forum og nær ven af Det Svenske Akademi, Jean-Claude Arnault.

Hun interviewes i Den Sorte Diamant, men arrangementet livestreames i Hammel, hvor det også er muligt at stille spørgsmål.

Gustavssons afsløringer førte til en indgående, intern advokatundersøgelse af Det Svenske Akademi, som videre førte til en omfattende krise, en aflyst Nobelpris i litteratur i 2018 og en omfattende reorganisering af Akademiets arbejde. For sin reportage om Arnaults seksuelle overgreb og hans relation til Det Svenske Akademi blev Matilda Gustavsson tildelt den svenske pris Stora Journalistpriset.

Arrangementet skulle oprindeligt være afholdt den 28. september, men grundet sygdom er det nu udskudt til oktober.

Deltagelse er gratis, men af hensyn til plads kræves tilmelding. BEC