Midtjyse Meninger: Turisterhvervet - en usikker investering

Udgivet:28. januar 2023, 08.43

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Ole Toft Silkeborg

1 måned siden

Når man sidder en mørk januardag og kigger ud ad vinduet, opleves alt som i datidens sort-hvide film. Verden synes næsten helt at være gået i stå. Selv soluret synes at have forladt sit arbejde. Kun regnmåleren har travlt - den løber konstant over.

Inden døre er der imidlertid travlt. Meget skal planlægges, og i turisterhvervet er der snart deadline for sommerkataloger med fristende tilbud til de varmere himmelstrøg, men også for de mange lokale og nationale kataloger, der snart vil fylde hylderne på blandt andet landets tankstationer.

En dejlig sommerdag sidste år sad jeg bogstaveligt talt på skærmen til bagbords skovlhjul på »Hjejlen« sammen med en god ven. Vi blev hurtigt enige om, at hvis vejret var som dagens, ville Silkeborgegnen være et fantastisk sted at holde ferie, ikke mindst hvis man både sommer og vinter kunne forvente henholdsvis sol og sne i længere perioder.

Hvordan sælger man turisme i et land med et så ustabilt vejr? Vi ser aldrig turistbrochurer, hvor alle farver er grå, og hvor regnen siler ned. Alene forskellen på gråvejr og sol er enorm på alle årstider. Tænk bare på vandets farveskift i sol og regn. Helt fra barndommen lærer vi, at vandet er blåt, skønt det oftest er gråt. Selv om vi drømmer i farver er mange stadig usikre, og nogle fastholder stædigt, at de altid drømmer i sort/hvid, men det er nok fordi, de kommer fra Danmark.

Dagdrømmen om en rigtig dansk sommer handler oftest om solrige og varme dagtimer og stille silende regn om natten. For turisterhvervet betyder vejret alverden, når man skal have en forretning ud af det.

Samtidigt er det også vigtigt, at der konstant er mere eller mindre fokus på de steder, hvor turismen udgør en hovedfaktor. En ting er etablering, renovering og klargøring til turistsæsonen, en anden og langt vigtigere del er driften, og det at kunne fastholde sin position. Derfor er man kun nået halvvejs, når man åbner sit nyetablerede projekt. Alene det kræver stærke nerver, for fremtiden er ikke kun afhængig af ens egen indsats, men i lige så høj grad af de mange andre faktorer, som man ikke har så meget indflydelse på.

Ikke mindst derfor er det vigtigt, at alle interessenter i det turistmæssige nærmiljø går sammen og finder idéer til, hvordan man kan støtte hinanden. En ruteplan med angivelse af, hvad man kan se og opleve på alle lokationer på ruten til Himmelbjerget, Laven og Ry. Netop dér ser jeg mange muligheder i Det midtjyske Søhøjland - også i gråvejr. Men det kræver nytænkning og udvikling. Det er ikke en opgave for Hjejleselskabet alene. Det er et fællesprojekt, hvor også Ry og Silkeborg Kommune må byde sig til.

Flot natur gør det ikke alene. Slet ikke i vore dage!

Indlæser debat