Kompas skal holde ny inspektør på ret kurs

Bettina Dalgas har afløst Torben Povlsen som centerinspektør i Gjern Kultur- og Idrætscenter

10. oktober 2019, 12.00

Omkring 200 mennesker mødte op ved farvel- og goddag-receptionen i Gjern Kultur- og Idrætscenter, hvor Torben Povlsen gav sin afløser, Bettina Dalgas, et kompas som velkomstgave, så hun kan holde huset på den rigtige kurs. Torben Povlsen er 65 år og har været centerinspektør i Gjern i 13 år. Foto: Privat

VAGTSKIFTE: Gjern Kultur- og Idrætscenter har sagt farvel til sin centerinspektør gennem 13 år, Torben Povlsen, og goddag til hans afløser Bettina Dalgas. Hun fik i velkomstgave et kompas af sin forgænger, så hun kan holde huset på ret kurs.

Torben Povlsen vil dog også personligt hjælpe den nye halinspektør med at finde sig til rette i jobbet, idet de to kører parløb i 14 dage, inden han siger endegyldigt farvel til jobbet.

At være halinspektør er ifølge Bettina Dalgas lidt af et mandefag - og ikke mindst et meget alsidigt job.

- Jeg skal tage mig af alt fra at gøre omklædningsrummene rene som den ene yderlighed til at afholde selskaber som den anden, konstaterer hun.

Gjern Kultur- og Idrætscenter lejer både cafeteria og andre lokaler ud til blandt andet private fester enten på forsamlingshusbasis eller med halinspektøren som vært, der står for hele festen - herunder bespisning, opdækning og servering.

Bettina Dalgas kommer også til at tage sig af en række administrative opgaver og det tunge arbejde med at stille borde og stole op til møder og lignende. Det er med andre ord et meget alsidigt job, hun nu skal finde sig til rette i.

Det tror hun ikke, bliver svært, og hun ser frem til at lære de mange mennesker at kende, som kommer i centret.

- Det er et superfint hus, vi har. Her er så mange brugere, og de spænder bredt - lige fra dagplejen til Ældre Sagen, siger hun.

Trods velkomstgaven kan den nye centerinspektør meget vel komme til at udstykke en ny kurs i kultur- og idrætscentret eller foretage ændringer.

- Der vil være nogle ting, som jeg vil lave om på. Men nu skal jeg lige lande, siger hun.

Bettina Dalgas er 47 år og kommer fra en stilling i Hammels kulturhus Inside, hvor hun har stået for afholdelse af selskaber i husets café- og restaurationsdel.

Hun har også tidligere arbejdet i restaurationsbranchen og kender i øvrigt Gjern Kultur- og Idrætscenter ganske godt, idet hun fra tid til anden har afløst som spinninginstruktør.

Privat bor hun i Hammel med sin yngste datter på 17. Den ældste på 20 år er flyttet hjemmefra.