Hvad er din motivation, Okholm?

18. september 2021, 07.45

DISPENSATIONER Svar til indlæg i MJA 15/9-2021. Kære Hans Okholm. I Virklund undrer vi os over din interesse i at gå imod ønskerne fra et ellers enigt politisk udvalg. På det digitale borgermøde i foråret gav borgerne desuden tydeligt udtryk for deres modvilje mod dispensationer fra gældende regler omkring byggeri i Virklund.

Derfor: Hvad er mon din motivation for at forstyrre natur, miljø og en velfungerende lokalplan? Hvad er mon din motivation for at tilgodese få grundejere ned til Thorsø fremfor mange beboere i Virklund, som tydeligt har ytret sig og endda fået dit politiske udvalgs medhold? Borgere, som i egne byggesager er blevet pålagt at følge lokalplanen nøje af Team Byg.

Din tilsyneladende personlige kamp i sagen går stik mod den generelle borgerstemning. Hvad er det du vil, Hans Okholm?

Det ligner desværre en formålsløs magtkamp mellem dig og dit udvalg, hvor vi borgere kommer i klemme.

Mit seneste læserbrev gjorde det HELT tydeligt, hvad byggeproblematikken i to etager går ud på, og hvordan andre i området har løst deres byggerier, så de overholder lokalplanen. Generelt mener folk, som jeg møder i Brugsen, på tankstationen o.s.v. bestemt ikke, at vi skal have en outdoor hovedstad med to-etagers huse ned til Thorsø. Folk kommenterer: »Da vi skulle bygge, da måtte vi ingenting. Hvorfor kan andre nu få lov til alting?«.

Under borgermødet blev det defineret for os, at et byggeri i flg. planklagenævnets fortolkning ikke »må fremstå« som to etager. Folk besøger Vesterlundvej 77a af nysgerrighed og går herfra i undren. Huset fremstår klart som 2 etager, selvom det efter minimale ændringer teknisk set kan defineres som 1½ plan. En dominerende udlejningsejendom, midt i et boligkvarter.

Læs også
Et spørgsmål om delvist to etager: Byggesager fra Virklund bliver taget op igen
Abonnement

Hvorfor har Team Byg, som tidligere har været meget restriktive overfor andre borgere, valgt at overse tre væsentlige punkter i sagen nr. 77a: 1) Byggeriet fremstår i to etager. 2) Terrænet er tydeligt reguleret. 3) Bebyggelsesprocenten er overskredet betydeligt. Vi herude går ind for god arkitektur, som tager hensyn til miljø og mennesker. Hvad har du mon i klemme, siden det er så vigtigt for dig at få omstødt denne tankegang? Hvorfor er politikerne mon pludseligt blevet tavse? Politikere, som har været helt enige med os, og som er blevet forbigået og ignoreret, præcist som vi er.

Du er SF-politiker, Hans Okholm. For mig at se, så støtter du i denne sag en rendyrket kapitalistisk og meget egoistisk tankegang.

Mit eget et-planshus vil stige væsentligt i værdi, hvis jeg kan bygge en etage ovenpå med søudsigt fra 2. sal, men det er jo skruen uden ende! Skal vi have ødelagt et smukt og godt miljø? Kun du og dine embedsmænd ved, hvad det her handler om. Får vi andre mon nogensinde belyst sagens rette sammenhæng?

Vi naboer ønsker svar på vore breve og spørgsmål. Svar, som af uforklarlige grunde udebliver. Griskhed på andres bekostning skal vel ikke belønnes med ulogiske dispensationer? Mon ikke dine SF-vælgere forventer lidt social omsorg og miljøbevidsthed fra en partifælle som dig?

Indlæser debat...