Essay: Den selvfede flod

Udgivet:25. september 2022, 07.09

Læsetid:3 minutter

Af Bent Rasmussen forfatter, Gjessø. redaktion@midtjyllandsavis.dk

Den kære og måske forkætrede Gudenå har en skæbnebestemt adfærd, som et væsen med både sjæl og krop.

Sjælen har digterne, historikerne og biologerne taget sig af. Dens anatomi udsættes årligt for dissekerende analyser om dens sundhed og reaktioner. Åen kan drille, bedrage og ærgre. Mestendels fornøjer den og er positivt interessant, når vi tager det for et udslag af naturens lov, at den må veksle sin opførsel efter årstiderne.

Åen har mange ansigter. At gavne og fornøje. Den har kunnet spendere og tage sig betalt. Dens bredder er kapitaliserede, og den har i sit hele liv drevet møller og turbiner og laksegårde og åleværker.

Den er til lyd og billeder. Den kan tiltrække, og den kan true. Give panderynker og impulsiv glæde.

Åen var og er en legeplads. Åen kan sprede sit legetøj som i et børneværelse og ikke altid rydde op.

Engang serverede den sine muligheder til en dreng i træsko. I fabulerende tilstand tog han åen og dens åbenbare nærhed i besiddelse. Indelukket har for ham altid været der. Ikke som nu, hvor stedet fungerer efter moderne principper. Dengang i det punkt, hvor krigen og freden møder hinanden.

Fem minutters gang og løb, så var vi der.

Fiskestangen var en afbarket gren. Linen måske krigens restlager af papirsnor, mens krogen var rigtignok. Købt og betalt. Stumper af franskbrød var lokkemad. Bagværket fristede en hver skidtfisk langs bolværket. Der var meget få skuder i en krigstid, og da slet ikke motoryachter af svulstige størrelser, som den gode flod siden har taget til sig. Kanoer blev både bygget og udlejet i nærheden. Silkeborg havde noget så opportunt som et kanoværft. Vi kunne bevidst eller ubevidst skvatte i vandet og svømme en tur mellem gråænder og hundestejler under den skrappe opsynsmands opmærksomhed. Han kunne ind imellem ekspedere i kiosken, der havde en sparsom åbningstid. Og når alt skal med, var han også færgemand, der for en billig penge færgede folk over til Nordskoven. Hans kollega ved åens andet færgested, Svejbæk, var ligesom finere på den. Han havde landposten med over dagligt og kunne derfor ligesom Hjejlen føre splitflag.

Bag den rødmalede kiosk i Indelukket fødtes byens første egentlige campingplads. Undskyld: Teltplads, for mere fint var det jo heller ikke. Kommunalt var der opført en liden skulpturel murstens-dims med skorsten og fire kogeriste. Friluftslivet var ikke så avanceret, at man fandt på at benævne det med engelske gloser, selv om det jo lige var englænderne, som havde vundet krigen.

Ikke engang ufred og kaotiske forhold kunne gøre floden til det bare ingenting.

Det var nødvendig at sejle, som man siger.

En kammerat anskaffede sig en gammeldags klinkbygget robåd faglig talt.

Af ukendte årsager hed den »Linda«, var vel halvanden meter lang, havde mast og et sejl af et gammelt divantæppe. Med den tog vi på togt ud af åen, rundede sivøen Kongsholm og klarede Brassøs krappe bølger. Redningsvest var ikke indbefattet.

Åen er på en gang fødsel og død og evigt liv.

Man kan i sit sind oplagre barndommens drøm om at sidde på hug og sende en pind med kilden i Tinnet og forestille sig, at den med held og besvær rammer ind i siden på færgen i Udbyhøj og dermed har gjort hele rejsen. Imens har min kammerat så set sig fristet til at sælge »Linda« for fem kroner og en grammofonplade. Tak for turen!

Indlæser debat