Midtjyske Meninger: For Normal til Silkeborg

Udgivet:10. marts 2022, 12.57

Læsetid:2 minutter

Af Torben Pedersen Bryrup

Silkeborg By er bare fyldt med gode og spændende oplevelser.

Vi har det flotte torv med parkeringskælder og det hyggelige gågademiljø. Silkeborg har de smukke søer, det flotte outdoorliv ligesom os nede i Bryrup

Og blandt de højest profilerede historier i Silkeborg har vi Papirfabrikken, Hjejlen, Hotel Dania, - alle med historisk islæt og god branding på højt niveau.

Der er i øjeblikket spændende fornyelse af »downtown« Silkeborg med høje punkthuse, mulig ny søfront og samtidig det flotte og indflytningsklare prestigebyggeri, Papirtårnet.

Silkeborg er kendt i hele Danmark som bilerne by. Det kører derudaf. Branding, Branding, Branding.

En eventyrlig historie om vor by og kommune som vi altid skal huske at tale op.

Og branding ved jeg noget om. Jeg har nemlig gennem mit arbejdsliv haft en rigtig god karriere hvor de produkter, jeg solgte, skulle brandes. Principielt er det sådan, at et brand først eksisterer og har sin berettigelse, når det kan forny sig og bliver efterspurgt år efter år. Eksempler i min verden er Adidas, Hummel, Nike og Uhlsport.

Lykke Sko er et godt brand. De har valgt at flytte fra Torvet, godt de bliver i byen.

I starten var der et stort hemmelighedskræmmeri om, hvem som skulle overtage lejemålet. Et lejemål der set med mine øjne ligger på Silkeborg Torvs bedste plads. Ejeren oplyser, at det er vigtigt at bevare og føre den flotte bygning tilbage i sin oprindelige historiske stand.

I min fantasi starter gætterierne om, hvem den nye lejer bliver. Silkeborg, Danmarks mest voksende by og kommune, centrum i Jylland bør da kunne bære en Gucci, en Ralph Laureen eller Rolex butik eller lignende. Tænk sig, om vi på denne bedste beliggenhed på Torvet, kunne få en detail butik der kunne trække kunder fra Viborg, Herning, Horsens, Vejle måske Århus.

Det er den fri kapital og udbud og efterspørgsel, der styrer markedet. Så netop derfor kunne det sagtens tænkes, at det var forskellige prestige brands og mærker, der kæmpede om denne unikke placering.

I dag ved vi, at det bliver en mærkevarebutik, og én som kan betale huslejen, helt sikkert, - lejeren er Anders Holch Poulsen.

Butikkens navn er Normal. Normal sælger mærkevarer til lavpris. Normal er en landsdækkende discount-kædebutik med flere end 100 butikker i Danmark. Jeg ønsker held og lykke, når butikken engang åbner til efteråret.

Undskyld jeg var ambitiøs.

Kære Silkeborg, - glem kunderne fra Viborg, Herning, Horsens, Vejle og måske Århus.

Indlæser debat