
Officielt: SIF køber Helsingør-topscorer
Ny spiller deltager allerede i lørdagens træning
Udgivet:06. august 2022, 10.01
Læsetid:2 minutter
Foto: SIF
1 år siden
FODBOLD SIF har har forstærket sig med den teknisk stærke og målfarlige Tonni Adamsen, der tiltræder i Silkeborg IF med omgående virkning og allerede deltager i lørdagens formiddagstræning. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
– Tonni Adamsen er en spiller, som vi vurderer til at passe som fod i hose til vores spillestil. Vi havde ham på besøg for godt to et halvt år siden, og vi har efterfølgende fulgt hans flotte udvikling i FC Helsingør. Tonni er dygtig teknisk og er god såvel i relationer som individuelt. Ja, og så kan han lave både mål og assists, hvilket vi tror på, at han også kan for SIF, siger sportschef Jesper Stüker.
Tonni Adamsen har på det seneste spillet mest som topangriber, men han kan også spille andre offensive positioner.
Han har en fortid i Brøndby IF, Frem BK og altså FC Helsingør, hvor han i sidste sæson blev topscorer med hele 15 mål og 12 assists i NordicBet Ligaen.
– Jeg er rigtig glad for, at alting er faldet på plads, så jeg kan komme i gang i Silkeborg. Jeg kender klubben en smule i forvejen og har et rigtig godt indtryk af det hele, og det har hele tiden været mit største ønske at komme hertil, selv om der også har været muligheder andre steder både i ind- og udland. Men jeg ser Silkeborg IF som en meget attraktiv klub med en ekstremt spændende spillestil, som jeg passer rigtig godt ind i, og der venter jo også en masse spændende opgaver både i 3F Superligaen og internationalt. Så jeg er rigtig glad for og stolt af at trække den røde trøje over hovedet og ser frem til at vise mig frem over for fansene på JYSK park, siger Tonni Adamsen, der tidligere har været på prøvetræning i Silkeborg IF i december 2019, hvor han scorede i en reserveholdskamp mod AGF.
Han har underskrevet en aftale frem til sommeren 2026.