Midtjyske Meninger: Blyanter bruger vi alle

Udgivet:20. januar 2022, 12.26

Læsetid:3 minutter

Foto: Jakob Stigsen Andersen.

Af Ida Ventana Bjerringbro

Blyantens skraslen på papiret overdøves af de høje lyde fra maskinerne ved den oprevne asfalt.

En mand i orange tøj sidder på knæ, noterer et antal af mål inden han fortsætter med at hakke spaden ned i den rå jord til hans muskler er ømme.

Han sukker da han ser op på himlen som ser ud til at regne. Der er ikke meget varme i den tynde jakke fra kommunen. Overfor ham går en høj mand i laksko over vejen. Uldjakken over hans jakkesæt når ned til knæene. Hans ansigt er alvorligt men danner irritation da han er ved at tabe attachetasken idet han snubler over et rør. Han ser ned på vejarbejderen på fortovet og fnyser af hans jordede tøj. Holder sig for ørene af larmen mens han går forbi. »Hans sarte ører kan nok ikke holde til det« tænker vejarbejderen hånligt, arrig over mandens tydeligt forargede ansigtstræk. Og mens han arbejder videre ude i den bidende kulde indtil solen går ned, sidder advokaten på det stille private kontor. De eneste muskler som efter dagens liv er slidte på ham, er hans fingre på den moderne udgave af skrivemaskinen. Men den imponerende økonomi ender ikke hos den fysisk nedslidte, den ender i lommen af jakkesættet. Vejarbejderen skænkes ej nogen form for andægtighed. Dog arbejder de begge fra morgen til aften. Advokaten griber nu blyanten og nedskriver vigtige notater. Det samme skriveredskab som vejarbejderen brugte i morges. Men de modtager ej det samme økonomisk.

Da himlen får farve træder advokaten ind i elevatoren og ud på gaden, hvor vejarbejderen skal til at dreje nøglen i maskinen. »Socialisme« tænker han for sig selv. De skuler til hinanden. Men da advokaten når til hoveddøren, virker låsen ikke. Han forsøger sig adskillige gange, indtil han til sidst sætter sig på fortrappen i et suk. Vejarbejderen betragter ham på afstand. De får øjenkontakt. Så gør de noget de ikke plejer. »Brug for hjælp?« råber vejarbejderen. Advokaten rejser sig og kommer nærmere, så de står samme sted. »Ville De gøre mig en tjeneste?« spørger han. Vejarbejderen tørrer sine hænder af i bukserne og nikker. Han tager værktøjskassen i hånden. Idet han får låsen op, ringer hans mobil. Han tager sig til hovedet. Den taknemmelige advokat ser undrende på ham. »Det er min ekskone«, siger vejarbejderen tungt. »Hun vil have eneret til min datter«.

»Du har hjulpet mig«, siger advokaten. »Lad mig have et møde med jer i morgen kl. 4«. De giver hinanden hånden.

Næste dag efter mødet og den efterfølgende situation smiler vejarbejderen til advokaten. »Tak« siger han. Så sætter de sig sammen ind på en mellemdyr restaurant. »Hvis vi kan enes og blive ligeværdige overfor hinanden, så burde samfundet kunne blive det samme overfor os, både ærbødigt og økonomisk«, siger advokaten. Vejarbejderen tænker over de fine ord og nikker. Så kommer tjeneren over for at notere beløbet ned. Vejarbejderen tilbyder en blyant bag øret og advokaten en fra sin taske. Tjeneren har dog sin egen. De deler regningen i 2/3 og ser lige på hinanden. Så nikker de formelt og smiler.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdn