Bred opbakning bag budget smuldrer: - Nu er Alternativet også ude

I sidste uge forlod Konservative og Venstre budget-forhandlingerne i Skanderborg Kommune. Nu smutter Alternativet også

14. september 2020, 14.15

Borgerne kan godt forberede sig på et uambitiøst budget, hvad angår den grønne dagsorden, lyder det fra Mira Issa Bloch (Å), som forlod årets budgetforhandlinger i dag. Foto. Jakob Stigsen Andersen

SKANDERBORG - - Den mangeårige tradition for, at byrådet laver brede budgetforlig i Skanderborg er tilsyneladende på retur. Efter at K og V forlod forhandlingerne om næste års budget i sidste uge, meddeler Alternativets Mira Issa Bloch nu også, at hun har forladt forhandlingsbordet.

I Alternativet gik vi til forhandlingerne med et stærkt ønske om at skabe et grønt og social retfærdigt budget. Det mener vi slet ikke bliver imødeset i vores budget i tilstrækkelig grad. Derfor kan vi ikke skrive under på budget aftalen, lyder det fra Mira Issa Bloch, som senere på ugen vil fremlægge sit eget bud på et grønt og socialt ansvarligt budget,

Uambitiøs kommune

Vi skal ikke bare tale og skrive om den grønne omstilling, vi skal også finansiere den. Klimakrisen er så alvorligt, at vi også i Skanderborg skal sætte betydelige beløb på budgettet til at skabe grøn omstilling. Jeg kan på grund af tavshedspligten under forhandlingerne ikke konkretisere mere, før budgettet er endeligt ude, men overordnet set mener vi i Alternativet, at det budget, der er på vej endnu engang viser en uambitiøs kommune, som reelt ikke ønsker at løfte den grønne dagsorden, siger hun.

Hun mener desuden ikke, at skatteborgerne med den laveste indtægt i kommunen, bliver kompenseret tilstrækkeligt for den varslede skattestigning i Skanderborg Kommune, og så er hun bekymret for den måde, som den nye skolestruktur, som er i høring frem til sidst i oktober, indgår i budgettet.

- Jeg kan som sagt ikke komme nærmere ind på det lige nu, men I Alternativet mener vi, at den måde den nye skolestruktur indgår i budgettet på, kan anskues problematisk, Det er dog meget komplekst, siger Mira Issa Bloch, som under det seneste byrådsmøde sammen med Venstre og Dansk Folkeparti også stemte imod en indstilling om at lukke Bjedstrup og Hylke Skole som en del af den nye skolestruktur .

Borgmester Frands Fischer forventer, at lande en budgetaftale i ugens løb. Med ved forhandlingsbordet er stadig S, SF, Enhedslisten, Radikale og Dansk Folkeparti.

bes