Vil Sejs-Svejbæk igen-igen stemme sig uden for indflydelse?

7. januar 2021, 12.41

BYRÅDSVALG 2021. Året der ikke kunne komme hurtigt nok er over os. Hurra. Det betyder også, at det er blevet valgår.

Til november skal vi til stemmeurnerne og vælge, hvem der skal sidde i Silkeborg Byråd de næste fire år. Bliver det valget, hvor Sejs-Svejbæk endelig får plads ved bordet inde på Søvej? Det bestemmer vi helt og holdent selv.

Der bliver peget mange Sejs-Svejbæk-fingre af byrådet i disse år. Og med god grund. For byrådet har taget for let på vores interesser. Men vi ligger, som vi har redt, fordi vi valg-efter-valg stemmer på kandidater, der ikke bor i byen og har hånden på kogepladen

Kim Niemann

I Sejs-Svejbæk er vi rigtig gode til at møde op for at stemme. Faktisk er vi blandt de bedste i kommunen. Men når vi står i stemmeboksen, sætter kun en ud af hver fjerde kryds ved en lokal kandidat. Med den konsekvens at vi ikke får plads i byrådet, men i stedet sendes op på tilskuerpladserne. Hvor vores fantastiske by i øvrigt har siddet i over et årti. Det seneste kommunalvalg i 2017 blev overordentlig dyrt for byen på den konto. Dels fik vi endnu engang ingen kandidat valgt ind, selvom Thomas Tonsberg Schlie fra Georg Krügers Vej var tæt på og blev topscorer med over 300 personlige stemmer. Og dels endte byrådet med at blive sammensat således, at Sejs-Svejbæk efterfølgende trak det korteste strå gang på gang.

Ulovlig skovhugst. Laden-stå-til overfor Banedanmark med talrige trafikuheld til følge, der kunne have været forhindret. En skole som er vokset ud af sine utidssvarende rammer. For få daginstitutionspladser til de mange nye børnefamilier. Veto fra staten på byrådets seneste udviklingsforslag. For bare at nævne nogle af de trælse sager fra indeværende byrådsperiode.

Der bliver peget mange Sejs-Svejbæk-fingre af byrådet i disse år. Og med god grund. For byrådet har taget for let på vores interesser. Men vi ligger, som vi har redt, fordi vi valg-efter-valg stemmer på kandidater, der ikke bor i byen og har hånden på kogepladen. De lover guld og grønne skove, når valgkampen står på. Men så snart den sidste stemme er talt op, ser vi dem ikke før næste valg.

Er det nu, vi tager ansvar for udviklingen i vores by og sætter kryds ved en lokal kandidat? Eller stemmer vi os igen-igen op på tilskuerpladserne og uden for indflydelse? Valget er dit Sejs-Svejbæk den 16. november i Multihuset.