Is spises med øjnene

Kramers Is ApS opnåede stærk fremgang i salget efter at have udført et grundigt stykke forarbejde op til udvælgelsen af ny type emballage

3. september 2019, 10.04

Fra venstre Buster Bojsen, Frederik Poulsen og Mikkel Glarbo. De er trioen bag Kramers Is. Firmaet gik på rekord til fra 10 lokale forhandlersteder til 900. Foto: Kramers Is

Manden bag den populære Nygade-forretning Okkels Is, Thomas Okkels, var fødselshjælper for Kramers Is.

Men det var tre ungersvende, Buster Bojsen, Frederik Poulsen og Mikkel Glarbo, som fik idéen til isproduktion for fire år siden. I dag fås Kramers Is i Coop-koncernens butikker og hos Rema 1000.

Firmaet satser på en proteinrig og kaloriefattig is, der samtidig er lækker, og tidligere i 2019 lancerede Kramers Is en ny og forbedret version af deres produkt.

- Vi brugte otte måneder på at udvikle vores nye is, der har betydet en tredobling af vores salg. I innovationsprocessen fandt vi ud af, at emballagen er rigtig vigtig. Vi havde fire-fem forskellige designs i spil, og som vi havde folk til at teste. Det handler om, at vi som mennesker ikke er villige til at prøve et produkt, hvis ikke det ser lækkert ud, forklarer Mikkel Glarbo.

- Vi spiser simpelthen med øjnene, tilføjer han.

Af teksten nederst på isbøtten fremgår det, at Kramers Is har et højt indhold af protein og fibre.

Længere oppe på emballagen står skrevet, at isen er med et lavt kalorieindhold og sukkerfri.

To helt bevidste valg ved udvælgelsen af is-emballagens udformning og design, forklarer Mikkel Glarbo.

Begyndte i skolen

Mikkel og Buster tog markedsføringsøkonomuddannelsen med speciale i iværksætteri.

- Det begyndte som et skoleprojekt, hvor vi for sjov skulle prøve at starte en virksomhed, fortæller Mikkel.

Først forsøgte de sig med en digital forretning, og senere fik de idéen til et proteinrigt fødevareprodukt.

- Dengang var der meget fokus på protein, men ingen havde forsøgt sig med proteinrig is, siger Mikkel Glarbo.

Den unge iværksættertrio kiggede sig omkring i Aarhus for at finde en hjælper. Valget faldt på Thomas Okkels.

- Vi tog bare ud til Thomas i Risskov og spurgte om han ville hjælpe os. Det ville han gerne. Først grinede han lidt, men han ønskede os held og lykke, og vi bruger stadig Thomas Okkels’ anlæg til at teste på. Han har været en kæmpe hjælp for os, og vi var her ikke i dag, hvis ikke det havde været for ham, siger Mikkel.

Som fin gestus udlånte Thomas Okkels ismaskinen efter isbarens lukketid til Buster Bojsen, Frederik Poulsen og Mikkel Glarbo.

I mange, lange nætter blev der arbejdet med opskriften og senere igangsat produktion.

- Buster og jeg begyndte at køre rundt til lokale Coop-butikker, hvor vi lod personalet smage isen. Men så ringede de fra Coops centrallager og sagde, at vi ikke måtte køre rundt på den måde. Til gengæld ville de gerne have et møde med os, siger Mikkel Glarbo.

Parterne indgik en leveringsaftale omfattende hele 900 Coop-butikker. Dermed var Thomas Okkels’ ismaskine ikke længere stor nok, og Kramers Is-produktionen blev flyttet til Aabybro Mejeri i Nordjylland.

I 2018 modtog firmaet 1,5 mio. kr. fra Future Food Innovation-puljen. Pengene var øremærket produktudviklingen og Kramers Is version 2.

- Den nye is sælger flere gange mere end den gamle gjorde, og det har givet os nye udfordringer, idet vi har måttet melde udsolgt. Det er et luksusproblem men helt sikkert noget, vi skal have løst.

Og vores mål er, at vi gerne vil ud i butikker i hele landet, siger Mikkel Glarbo.

Fra venstre Buster Bojsen, Frederik Poulsen og Mikkel Glarbo. De er trioen bag Kramers Is. Firmaet gik på rekord til fra 10 lokale forhandlersteder til 900. Foto: Kramers Is
Målet i Kramers Is er at skabe en sundere is uden at gå på kompromis med smag, råvarer eller kvalitet. Foto: Kramers Is
Foto: Kramers Is