SIF ophæver kontrakten med Rochester

Silkeborg IF tager afsked med Marc Rochester Sørensen. Seks spillere med kontraktudløb har skrevet under på korte forlængelser

2. juni 2020, 11.36

Marc Rochester Sørensen har haft sidste arbejdsdag i SIF. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FODBOLD Marc Rochester Sørensen er fortid i Silkeborg IF.

Den 27-årige offensivspiller har længe været på vej væk fra den lokale superligaklub, og mandag oplyser SIF, at Marc Rochester Sørensen har fået ophævet sin kontrakt.

- Marc har været en del af SIF i en historisk periode for klubben med indvielse af nyt stadion, deltagelse i den kun anden pokalfinale i klubbens historie og en oprykning til Superligaen. Vi sender ham videre med gode anbefalinger og et stort tak for indsatsen, siger sportschef Jesper Stüker.

Marc Rochester Sørensens kontrakt stod til at udløbe med udgangen af juni, men SIF havde tilbudt ham en kort forlængelse, så han kunne blive i klubben frem til udgangen af juli, hvor sæsonen færdigspilles.

Men da han i stedet er nået til enighed med SIF om at ophæve kontrakten, kan han frit skifte klub. Offensivspilleren ventes om kort tid at blive præsenteret i Östers IF, der spiller i den næstbedste svenske række.

- Selv om min tid i SIF har været præget af både op- og nedture - både for mig selv og for holdet - så har det været en god tid. Jeg har lært meget både som menneske og fodboldspiller, og jeg har også flyttet mig til et højere niveau. Jeg har været glad for tiden i SIF, siger Marc Rochester Sørensen.

Den tidligere HB Køge- og FC Vestsjælland-spiller kom til SIF i sommeren 2017 og nåede at score seks gange i sine 76 optrædener for klubben.

Tidligere på året stod det dog klart, at hans tid i Søhøjlandet lakkede mod enden, da cheftræner Kent Nielsen vragede ham til holdets træningslejr i Spanien.

- Den sidste tid i SIF fylder faktisk ikke så meget hos mig. Jeg har mange gode oplevelser og minder. Blandt de største har været oprykningen i sidste sæson. Det var stort at være med til at få holdet tilbage i den bedste række. Pokalfinalen var også en stor oplevelse, selv om det blev til et nederlag, og så vil jeg altid huske den første kamp på Jysk Park. Det var en god dag for alle, der var med. Jeg havde selv hele min familie til stede på stadion den dag, husker Marc Rochester Sørensen, der scorede sejrsmålet i åbningskampen, hvor han gjorde det til 2-1 mod AGF.

Mens der nu endegyldigt er sagt farvel til Marc Rochester Sørensen, har SIF forlænget kontrakterne med Kees Luijckx, Filip Lesniak, Junior Brumado, Rafael Romo, Frederik Møller og Shkodran Maholli, så de alle kan spille sæsonen til ende i klubben.

De har nu kontraktudløb 31. juli 2020.