Halsbrækkende humor og artisteri på højt plan

Fuldt hus til Festival of Wonder, hvor især dygtig og dristig cirkusartist tog kegler

11. november 2019, 11.53

Man troede næppe sine egne øjne, da David Dimitri i det tætpakkede telt på havnen i Silkeborg kravlede ned i noget, der lignede en stor legetøjskanon, satte ild til en lang lunte i begge sider - og poooof - blev skudt ud af kanonen i en rasende fart, hvorefter han i luften greb fat om et tykt reb, så han ikke havnede i hovedet på de måbende tilskuere.

SILKEBORG David Dimitri blev en af festivalens helt store hit ved weekendens Festival of Wonder - den 24. dukketeaterfestival i Silkeborg siden 1986.

Fem gange fyldte den schweiziske artist sit lille, hvide cirkustelt på havnen, hvor børn og voksne var vidne til hans både humoristiske og halsbrækkende énmandsforestilling, som var en blanding af akrobatik, dans, musik og vilde, dristige stunts, der blev udført uden hverken hjælpere eller sikkerhedsliner.

Balancekunst i højden...