Badeulykke ved Hinge Søbad: Livløs to-årig pige reddet op af vandet

Pigen blev heldigvis genoplivet og med lægehelikopter fløjet til Skejby

12. juni 2021, 19.10

Foto: Peter Erfurt

HINGE En knap to-årig pige blev lørdag klokken 17.27 fundet livløs i vandet ved Hinge Søbad og blev reddet op af vandet og genoplivet.

Det oplyser vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Pigen blev med lægehelikopter fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Politiet har efterfølgende fået melding om, at hun efter omstændighederne har det godt.

Den lille pige var med sine forældre ved søbadet og lå formentlig kun i vandet i kort tid, inden hun blev fundet af sin far og hurtigt reddet op. Forældrene ydede førstehjælp og havde fået deres datter genoplivet, da redningsmandskab, ambulance og politi nåede frem.

Familien stammer fra Viby-området.